Video : Tipsbladet
Superliga

10. december: Brøndby-boss kørte forkert, da han skulle købe Makienok

Bag dagens låge i tipsbladet.dk's julekalender gemmer sig historien om Simon Makienok, der nær aldrig var skiftet til Brøndby IF, fordi Ole Bjur ikke fik drejet af ved afkørslen til Køge.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.

Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.

Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.

10. december byder på et blik på HB Køge i samarbejde med klubbens mangeårige direktør Per Rud.

Per Rud har peget på Simon Makienok.

Simon Makienok er en stor mand. Med en stor betydning for HB Køge.

Den 201 centimeter høje angriber fik sit gennembrud i HB Køge, inden han blev solgt videre til Brøndby IF og senere udlandet, hvor han har slået sine folder siden 2014. Den store dreng fra Næstved var ikke noget gudsbenådet talent på en fodboldbane, men der var alligevel ét eller andet, der fik Per Rud til at slå til, da han fik muligheden for at Simon Makienok til HB Køge.

Den beslutning har han aldrig fortrudt.

- Vores U19-hold havde spillet mod Næstved, og så kom vores træner og fortalte mig, at de havde en meget lang og lettere kluntet angriber løbende rundt, som vi måske kunne bruge. Vi kørte så ud og kiggede på ham, og jeg kunne godt se, hvad han mente med lang og lettere kluntet. Det så sgu lidt mærkeligt ud, siger Per Rud og fortsætter:

- Jeg ringede til Næstved, og meldingen var noget i stil med ”ham må I gerne få, god fornøjelse”. 

På den måde blev en 19 år gammel Simon Makienok HB Køge-spiller i 2009. Samme år, som fusionsklubben rykkede op i Danmarks bedste række.

- Vi var nye i Superligaen, og vi havde Henrik Toft på holdet. Jeg mente, at Simon kunne blive en fuldgod erstatning for ham, og det blev han så sandelig også. Men der var nogle ting at arbejde med, siger Per Rud og fortæller en anekdote, der rammer Makienoks første tid i HB Køge ind:

- Simon var jo lige så lang, som han var tynd, og derfor så det lidt mærkeligt ud af og til. Jeg kan huske én kamp, hvor han havde en friløber fra midten, men dårligt nok nåede ind i feltet, før han væltede over sine egne ben. Den situation har vi grinet meget af sidenhen.

Simon Makienok og HB Køge rykkede ned med et kæmpe brag, og den høje angriber scorede ikke et eneste mål i Superligaen. Det var først i den følgende sæson i 1. division, at Makienok for alvor etablerede sig, og da HB Køge med det samme sikrede sig oprykning til Superligaen, var det med en anderledes skarp og modnet Makienok på holdet.

- Han havde det her naturlige målinstinkt, som man ikke kan træne sig til. Han var god i feltet, og så var han naturligvis qua sin størrelse en spiller, man kunne spille den op på. Og så er Simon en af de mest træningsparate spillere, jeg nogensinde har mødt, og han var sjov at arbejde med. Han er bestemt ikke kommet sovende til noget, fortæller Per Rud.

Brøndby-boss kørte forkert
Simon Makienok scorede fem mål i første halvsæson i Superligaen, og i januars transfervindue skete der så det, der længe havde været et tema i danske medier - Makienok blev solgt til Brøndby IF.

Handlen blev foretaget af Brøndbys daværende sportsdirektør Ole Bjur, men først efter en lang omvej. I bogstaveligste forstand.

- Ole Bjur ringede til mig flere gange og ville købe Simon. Jeg tror, det var Auri, der havde talt varmt om ham, men Brøndby havde jo ingen penge dengang. Jeg afviste det fuldstændig.

- Én dag ringede Ole til mig og sagde ”så er det nu, Per”. ”Det kan jo ikke lade sig gøre, Ole”, sagde jeg til ham, men han havde bestemt sig, så nu ville han sætte sig ud i bilen og køre fra Brøndby til Køge. Der skete så det på vejen, at han ikke fik drejet af ved den rigtige afkørsel, så efter tre kvarter eller sådan noget ringede jeg ham op og spurgte, hvor fanden han blev af. Der kørte han rundt et sted omkring Ringsted, fortæller Per Rud.

Ole Bjur nåede til Køge, nåede til enighed med Per Rud om en transfersum, og HB Køge fik også en god videresalgsklausul. Dermed blev Simon Makienok Brøndby-spiller den 28. januar 2012.

Hvad ingen på det tidspunkt vidste var, at Brøndby IF et halvt år senere også hentede Per Rud til klubben som afløser for Ole Bjur.

- Så skulle jeg til at sælge Simon igen, konstaterer Per Rud.

De værste økonomiske problemer var da drevet over i Brøndby IF, men til gengæld blødte den klub, Per Rud netop havde forladt. Løsningen blev en god deal for alle involverede parter.

- Dengang var HB Køge på røven, så de spurgte mig, om vi var tæt på at sælge Simon. Det kunne jeg jo ikke svare på, så vi endte med at købe HB Køge fri af den videresalgsklausul, der var. På den måde blev HB Køge reddet, og vi endte med at sælge Simon til Palermo for så mange millioner, at de viste sig at være en god investering set med Brøndby-briller.

Never a failure always a lesson
Opholdet i Palermo blev ikke nogen succes for Simon Makienok, og selv om det blev meget bedre i Charlton og Preston North End, var den danske angriber ikke helt oppe at ringe. 

Løsningen blev et skifte til hollandske FC Utrecht i sommeren 2017. Her skulle Simon Makienok for alvor finde fodfæste i udlandet. Efter kun få uger i klubben rev Simon Makienok korsbåndet over - han er først vendt tilbage for godt en måned siden efter to års skadespause.

- FC Utrecht ringede til mig, inden de hentede Simon, og jeg talte selvfølgelig varmt om ham. Så skete der jo det, at han rev korsbåndet under én af sine første træninger. ”Tak for det”, kunne Utrecht så ringe tilbage og sige til mig, lyder det fra Per Rud.

Simon Makienoks skadeshelvede har påvirket Per Rud, der har fulgt sin tidligere angriber på afstand.

- Hjertet stopper nærmest, når der sker sådan noget, men jeg kender også Simon som én, der aldrig nogensinde giver op. Han har jo også sin krop klistret til med tusindvis af tatoveringer med beskeder til sig selv. Jeg kan huske, at han viste mig én, hvor der stod ”never a failure, always a lesson”.

- Det beskriver Simon helt perfekt.