DBU-boss: Qatar-kritik er som at trykke på en knap på min store mave
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

DBU-boss: Qatar-kritik er som at trykke på en knap på min store mave

Jesper Møller er blevet valgt ind i samme komité som Nasser Al-Khelaifi, som efterforskes for kriminalitet i to lande, har en mulig interessekonflikt og er med til at arrange VM i Qatar. DBU-formanden lover at holde øje med sin nye kollega.

Man kan sige meget om Nasser Al-Khelaifi, men nogen doven rad kan man dårligt kalde ham. Det fylder et helt tekstafsnit at remse hans gøremål op, så hav tålmodighed:

Al-Khelaifi er formand i tv-selskabet beIN Sport, formand for Qatars sportsinvesteringsfond, klubpræsident i Paris Saint-Germain, præsident for Qatars tennisforbund og vicepræsident for Asiens tennisforbund. Han er desuden medlem af den komité, der arrangerer VM i 2022, og så er han netop valgt ind i UEFA's eksekutivkomité.

Det sidste blev han i går sammen med DBU's formand, Jesper Møller. Den travle qatarske mand er dog også optaget af problemer med loven: Han er under politiefterforskning i to lande.

Hvad siger Jesper Møller til at dele komité med sådan en mand?

- Når han ikke er dømt for noget, er man altid uskyldig. Det er man både i Schweiz og UEFA og i Danmark. Så han er ikke generelt inhabil eller i en generel interessekonflikt, og derfor har han mulighed for at blive indvalgt i UEFA eksekutivkomité, siger DBU-formanden.

- Men der er da ingen tvivl om, og det diskuterede vi på det nordiske formandsmøde i går, at det godt kunne være, at vi skal overveje i den kommende periode at drøfte det her integritetstjek, som er blevet indført i FIFA. Det har vi ikke tradition for i dansk fodbold eller i UEFA, men det kunne måske være en meget god idé.

Nasser Al-Khelaifi efterforskes blandt andet af myndighederne i Schweiz, fordi han mistænkes for at have bestukket sig til VM-rettigheder. beIN Sport, som han står i spidsen for, er en af UEFA's stor købere af tv-rettigheder til Champions League. Formanden for den spanske ligaforening har forlangt, at Al-Khelaifi skal udelukkes fra UEFA's bestemmende organ på grund af interessekonflikt.

Hvordan ser Jesper Møller den sag?

- Min opfattelse er, at der ikke foreligger en generel inhabilitet eller interessekonflikt, og derfor kan han indvælges. Så skal vi selvfølgelig være opmærksomme på: Kommer han i en situation, hvor der ligger en konkret inhabilitet eller interessekonflikt, så skal han gå uden for døren.

- Jeg tror, den spanske ligaformand har overset, at nogle af de punkter, der bliver fremført, er ikke et anliggende for eksekutivkomitéen. Det ligger i nogle uafhængige organer, og det er slet ikke noget, som eksekutivkomitéen har kompetencen til.

Knappen på maven
Du er gået til valg på gennemsigtighed og anti-korruption. Hvordan lever en mand som ham op til de værdier?

- Nu kender jeg ham jo ikke, og jeg kender ikke hans cv eller andet. Men det, jeg har fået oplyst er, at han ikke er dømt for noget, og når man ikke er det, er man uskyldig. Hvis han bliver dømt for noget, foreligger der en ny situation, siger Jesper Møller.

- Men jeg kan forsikre dig for, at det er noget af det, der bliver holdt øje med, og det vil jeg også selv holde øje med. Det behøver du ikke være bekymret for. For der er ingen, der er interesseret i det.

Amnesty Internatioal udgav forleden en ny rapport om forholdene for de fattige migrantarbejdere, som bygger Qatars VM-stadioner under kummerlige, slavelignende forhold, og som er døde i tusindvis. Landet har taget visse skridt for at forbedre forholdene, men de er stadig langt fra tålelige, var konklusionen.

Nu kommer Jesper Møller til at dele bord med Al-Khelaifi, der er en del af den komité, der planlægger VM, og som i øvrigt er gode venner med Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al-Thani. Vil han bruge det til at fortælle Al-Khelaifi, at hvad DBU synes om, at folk dør på hans vagt?

- Hver eneste gang, jeg er sammen med nogle, der har relationer til Qatar, og hvor der er mulighed for at sige noget om menneskerettigheder, så gør jeg det. Det tror jeg, I vil kunne få bekræftet. Der er nogle, der siger, det er ligesom at trykke på en knap på min store mave, fordi selvfølgelig gør jeg det.

- Det er derfor, har været dernede for nylig, og vi søger rådgivning hos Amnesty. Det gør vi i FIFA's organisationskomité, og det kommer vi til at gøre alle andre steder også. Det gør vi over for Hassan (Al Thawadi, red.), der er direktør for deres organisationskomité, så naturligvis gør vi det.

- De har i øvrigt ikke noget som helst imod at diskutere det, fordi de ved godt, at de har et problem. Det sagde de også til os, da vi var dernede for en måned siden.

Jesper Møller er valgt ind i UEFA's eksekutivkomité for en fireårig periode.