Philip Zinckernagel fortsatte torsdag sin gode målform for norske Bodø/Glimt.
Den tidligere Sønderjyske-spiller scorede således to gange i sit holds overbevisende 6-1-sejr over Kauno Zalgiris fra Litauen i Europa League-kvalifikationens første runde.
Zinckernagel er nu oppe på 11 mål i 16 kampe i denne sæson, hvor han også har lavet imponerende 15 assister.
Danskeren åbnede målscoringen cirka midtvejs i første halvleg og fulgte op ved også at gøre det til 2-0 lidt efter. Han lod sig udskifte med cirka et kvarter tilbage af den ordinære spilletid.
Zinckernagels landsmand Kasper Junker så kampen fra udskiftningsbænken. Sammy Skytte, der også spiller for Bodø/Glimt, var ikke med i kamptruppen.
Torsdagens sejr sender Bodø/Glimt videre til anden kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet, som holdet skal vinde tre kampe mere for at nå.
Det blev altså til endnu en storsejr for Bodø/Glimt. Det har langt fra været en sjældenhed i denne sæson for nordmændene, der har fået en flyvende start på den bedste norske fodboldrække, Eliteserien.
Her er det blevet til 13 sejre i 15 kampe. Holdet har endnu ikke tabt og ligger på en komfortabel førsteplads med syv point ned til nærmeste efterfølger.
Bodø/Glimt har i de 15 ligakampe scoret hele 53 mål, et gennemsnit på cirka 3,5 per kamp. Kasper Junker og Philip Zinckernagel har scoret henholdsvis 11 og 9 gange i ligaen.
/ritzau/