Den danske forsvarsspiller Jacob Rasmussen spillede en væsentlig rolle, da hans klub, Vitesse, søndag skød sig op på siden af Ajax i toppen af Æresdivisionen i Holland.
Den 23-årige forsvarer scorede således til 1-0, da Vitesse vandt topopgøret hjemme mod PSV med 2-1.
Med resultatet fører Ajax og Vitesse ligaen med hver 15 point, mens PSV på tredjepladsen følger efter med 13 point. Ajax har dog en bedre målscore efter lørdagens sejr på 13-0 over VVV Venlo.
Otte minutter var spillet, da Jacob Rasmussen steg til vejrs i bageste del af feltet og med hovedet smaskede føringsmålet ind i modsatte hjørne.
Fem minutter efter pausen udlignede Olivier Boscagli for PSV, men kort efter scorede Ikoma Lois Openda det, der endte med at blive Vitesses sejrsmål.
Jacob Rasmussen er ejet af Fiorentina, men er lejet ud til Vitesse i denne sæson.
Han spillede i OB som ung, men skiftede som 17-årig til tysk fodbold. Han har et hav af danske ungdomslandskampe for Danmark på sit cv, blandt andet 21 kampe for U21-landsholdet.
Også Nicolai Jørgensen kom på tavlen i Holland søndag. Angriberen scorede til 1-1, da Feyenoord på udebane spillede 2-2 mod Waalwijk.
Jørgensen blev skiftet ind efter 35 minutter og scorede efter en times spil. Han blev spillet fri i feltet fra venstre side og sparkede først på stolpen. Bolden kom dog retur, og riposten satte han sikkert i nettet.
Det var Jørgensens første mål i denne sæson.
Feyenoord ligger nummer fem med 12 point.
/ritzau/