DBU vil se på udenlandske investorer: Vil nødigt stå og tænke; hvad sker der?
Foto: Getty Images
Superliga

DBU vil se på udenlandske investorer: Vil nødigt stå og tænke; hvad sker der?

Et DBU-udvalg skal se nærmere på mulige farer ved udenlandske investorers indtog i dansk topfodbold.

De senere år har udenlandske investorer købt sig ind i flere af de bedste danske fodboldklubber.

FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Vejle Boldklub er blandt de steder, der i dag drives af udenlandske investorer, mens andre åbent bejler til pengemænd uden for landets grænser.

Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, oplyser lørdag på DBU's repræsentantskabsmøde, at unionen vil lade et udvalg undersøge udviklingen.

- Vi kan se, at det vokser med udenlandske investorer. Det er et udtryk for, at klubledelserne gør det fint og er dygtige til talentudvikling. Så det skal vi være stolte over.

Læs også:Nye regler for klubejere i dansk fodbold? Vi oplevede meget mistænksomhed

- Vi har ikke noget akut problem med det, men nu har vi sat det på som et tema i profkomitéen, siger Jesper Møller.

DBU-formanden nævner, at investorer udefra skal respektere det, som han kalder den danske model.

Det betyder dels, at der ved siden af de professionelle fodboldforretninger er foreninger båret på frivillighed. Og dels at dansk fodbold er reguleret af en overenskomst indgået mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen.

- Jeg er ikke bekymret nu, men jeg vil nødigt stå om tre år og tænke; "hvad sker der?"

Læs også:DBU-boss ser faresignaler i mange udenlandske ejerskaber

- Hvis der kommer investorer ind fra verdensdele, som vi normalt ikke identificerer os med holdningsmæssigt i forhold til vores værdier, så er det noget, vi skal være opmærksomme på.

- Jeg kan fortælle, at der i Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.) med 211 medlemslande er stor forskel på, hvordan man ser på good governance, siger han.

Formand for Divisionsforeningen, Thomas Christensen, oplyste på lørdagens repræsentantskabsmøde i København, at han er enig i, at profkomitéen ser nærmere på de udenlandske investorer.

/ritzau/

Læs også:Økonom om udenlandske penge: Enten siger man ja, ellers sakker man bagud

Læs også:Nyt i Esbjerg: Formanden træder tilbage - klubben søger nye investorer

Læs også:Red Bull-kender: Brøndby-køb vil afvige fra deres normale strategi