Den 24-årige forsvarsspiller Daniel Høegh står over for en stor udfordring, når han efter denne sæson siger farvel til OB og skifter til den schweiziske mesterklub Basel.
Klubskiftet er kommet bag på mange, og Daniel Høegh er også selv overrasket, for det er ikke længe siden, han første gang blev bekendt med interessen fra Basel.
- Det er svært at sætte ord på, for det er så uventet, hvis jeg tænker et par uger tilbage. Dengang kendte jeg ikke engang til interessen, så det er gået utroligt stærkt. Jeg er sikker på, at det er et rigtigt skridt, og at det er et rigtig stort skridt for mig. Det er en fantastisk mulighed, der er opstået, og timingen virker rigtig. Jeg har været i OB i 11 år og har spillet fem fulde sæsoner i ligatruppen og været med på godt og ondt. Jeg har oplevet meget med klubben, og tager jeg min alder med i betragtning, så er timingen bare perfekt, siger Daniel Høegh til ob.dk.
Der venter Høegh en stor udfordring i Basel, der hører til i Europas top 30.
- FC Basel er en stor klub både i Schweiz og internationalt. De har gjort det rigtig godt internationalt og er mangefoldige schweiziske mestre. Det er et stort skridt at skulle tage, men det er også sindssygt spændende, for i forhold timing, karriere og min person, der er tiden kommet til at vise, hvad der også er i mig som fodboldspiller. Kan citronen presses endnu mere, og hvor meget mere har jeg at give af? Det er helt vildt spændende at tænke på. Jeg føler mig klar til at gå ud og presse alt ud af citronen, som jeg kan, siger han.
Det er med blandede følelser, at Daniel Høegh forlader OB, for han har været glad for at være i klubben.
- Men det er en mulighed, jeg ikke havde set komme, og det er en mulighed jeg ikke kan sige nej til. OB og Odense vil altid være dybt i mit hjerte, og jeg vil følge klubben så tæt som overhovedet muligt. Nu kommer jeg i første omgang tilbage for at gøre arbejdet færdigt i OB i den sidste lille uge af sæsonen. Jeg får en uges tid mere i den stribede trøje, og det bliver meget specielt for mig. Jeg kender ikke til andet end OB, og det er en klub, der betyder sindssygt meget for mig som person. Derfor virker det meget mærkeligt at skulle tage afsked med klubben, med fansene, med Odense og med Fyn. Det er svært at forholde sig til, og jeg synes, det er lidt for fattigt at sige tak, for det er bare ikke dækkende nok, fastslår Daniel Høegh.
Det forlyder, at OB har fået seks millioner kroner for Daniel Høegh. Dette beløb er dog ikke blevet bekræftet.