Nedlukningen af Superligaen og de manglende indtægter rammer bundholdet Hobro hårdt, hvor truppen er hjemsendt og klubbens formand taler om en meget alvorlig situation for klubben.
Hvordan står Hobro rustet til de kommende måneder og år, hvor virussen og den økonomiske krise rammer Superligaen hårdt?
Tipsbladet.dk ser nærmere på Hobro.
Stats
Spillerbudget før krisen: Cirka 14 millioner kroner
Placering: Nummer 12, 19 point i 24 kampe
Afslutninger per kamp: 10,4 (14)
Boldbesiddelse: 42,1% (14)
Vundne luftdueller: 471 (6)
Topscorer: Emmanuel Sabbi og Pål Kirkevold, 6 mål hver (21)
Krisestemning: 6 af 6
Resultat af seneste årsregnskab: -6,3 millioner kroner
Likviditet i seneste årsregnskab: 0,2 millioner kroner
Hobro har ingen kontanter liggende og er afhængig af at kunne låne i banken og, eventuelt, af venner af klubben. Som den mindste klub i Superligaen er Hobro umiddelbart en af de mest sårbare i den nuværende nedlukning, og hvis ligaen skulle ende med ikke at blive spillet færdig.
I parentes er rangeringen i Superligaen.
Læs også:Twente-dansker: Kun FCM, FCK og BIF kan lokke mig til Danmark
Økonomisk situation
Hobro har Superligaens mindste spillerbudget og er økonomisk set ligaens mindste klub, men klubben har en fordel, mange vil misunde den: En særdeles fodboldinteresseret velhaver med et stort, stort hjerte for klubben.
Svend Møller Hansen, kendt som Stålkongen, er god for flere milliarder kroner via års fremgang for stålvirksomheden DS Gruppen, og han har været en helt afgørende force i Hobros flotte vækst som professionel fodboldklub.
Han forvandler sig næppe til Roman Abramovich og Hobro til Chelsea næste gang, transfervinduet åbner, men med ham og et lokalområde der støtter fodboldklubben, virker det meget usandsynligt, at den ellers alvorlige situation i sidste ende kan true Hobros eksistens som profklub.
Hvordan påvirker nedlukningen klubben?
Hvis vi skubber de mulige stålpenge i baggrunden, er situationen meget alvorlig. Formand Lars Lars Kühnel har ikke udelukket, at klubbens eksistens er på spil, og de manglende kampindtægter og risikoen for, sæsonen ikke spilles til ende og man kan glip af millioner fra tv-aftalen, er decideret væmmelig for Hobro.
Læg dertil, at Hobro, som tingene står lige nu, faktisk bliver rykket ned i 1. division ved skrivebordet, fordi Divisionsforeningen har meddelt, at det i alleryderste nødstilfælde er det, man gør, hvis sæsonen slet ikke kan spilles færdig.
Det vil være en katastrofe for Hobro, hvor frustrationen ganske naturligt er enorm, da man jo ligger nummer 12 og med en tilsvarende placering om otte spillerunder efter næste puljespil står til to playoffkampe om overlevelse, sandsynligvis mod SønderjyskE, Horsens eller OB.
Summa summarum: Hobro er en af de klubber, der er værst ramt af nedrykningen, både sportsligt og på pengepungen.
Klubbens næste transfervindue
Emmanuel Sabbi skifter på fri transfer til OB, spørgsmålet er hvornår. FIFA har lagt op til, at kontrakter skal betragtes som værende gældende indtil afslutningen af sæsonen 2019/20, uanset at der står 30. juni i papirerne, og uanset, hvornår fodboldmyndighederne bestemmer, at sæsonen er slut – i teorien også, hvis vi først taler til nytår.
Ellers afhænger Hobro kommende transfervindue af, om man spiller i Superligaen eller 1. division, og det er stensikkert, at råderummet bliver meget, meget småt.
Hvis ligaen ikke bliver spillet færdig og Hobro sendes ned i 1. division, kan vi sikkert forvente salg af Edgar Babayan og Pål Kirkevold, og at Hobro nærmest ikke har råd til andet end den smallest tænkelige trup af spillere, der tjener det samme som en purung kassemedarbejder i et supermarked.
Er man Superliga-klub efter sommer, er råderummet større, men det er nærmest umuligt at forestille sig andet end besparelser, og at nye spillere bliver billige udlændinge fra prøvetræninger og kontraktfri danske spillere uden andre reelle valg, hvis de vil spille i Superligaen.
Bedste salgsemner
Edgar Babayan
24 år
Offensiv midtbane/kantspiller
Danmark/Armenien
90 kampe/10 mål
Gammel pris: 5-15
Ny pris: 2-10
Læs også:Hobro-spiller forventer sommerexit: Det er nok meget sandsynligt
Edgar Babayan har egentlig skuffet lidt i sæsonen set i forhold til, at forventningerne faktisk var ganske store efter meget lovende perioder i sidste sæson. Babayan er en fin gennembrudsspiller, der stadig er attraktiv på grund af sin status som landsholdsspiller, men prisen afhænger meget af, hvad der sker med transfermarkedet, og om det er bejlere som Randers, AGF og Brøndby, eller en udenlandsk klub med lidt penge på lommen, der vil købe.
Der er ingen form for garanti for hverken markedet, eller at Babayan kan sælges på det, man må forvente er et meget, meget ramt transfermarked med mange billige spillere til salg.
Pål Alexander Kirkevold
29 år
Angriber
Norge
94 kampe/45 mål
Gammel pris: 3-6
Ny pris: 2-5
Vi havde forventet, den dygtige nordmand for længst var blevet solgt fra Hobro, men ærgerlige skader og en hård kamp for at komme tilbage i topform ramte Pål Kirkevold meget uheldigt. Han scorede i første forårsrunde, men vi manglede stadig at se den gamle Kirkevold fra 2017/18-sæsonen tilbage, og ligesom i Babayans tilfælde vil nedgangen på transfermarkedet også ramme Kirkevold, især da han ikke spiller på et midter- eller tophold i Danmark.
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere
Læs også:Så lidt bruger SL-klubberne egenudviklede spillere: Det er skuffende
Læs også:Øl, biogas og cement: Danmarks tossede stadionnavne