Video : Tipsbladet
Superliga

Corona-krise: FCN risikerer kæmpekrise uden transfer-millioner

Hvordan klarer den 14 Superliga-klubber den ufrivillige corona-pause? Tipsbladet.dk ser her nærmere på FCN's økonomi og udsigter på transfermarkedet.

FC Nordsjælland kæmper for at komme i Top 6 og er en af de klubber, der står til at blive hårdest ramt, hvis transfermarkedet visner ud og dør i år.

Tipsbladet.dk ser nærmere på, hvordan FCN står rustet til de kommende måneder og år, hvor virussen og den økonomiske krise rammer Superligaen hårdt.

Stats
Spillerbudget før krisen: Omkring 35 millioner kroner
Placering: Nummer fem, 38 point i 24 kampe
Afslutninger per kamp: 14,4 (2)
Boldbesiddelse: 55,8% (3)
Vundne luftdueller: 272 (14)
Topscorer: Mikkel Damsgaard og Mohamed Kudus, 9 mål hver (Delt 5. plads)

Krisestemning: 5 af 6

Resultat af seneste årsregnskab: +9 millioner kroner

Likviditet i seneste årsregnskab: 19,5 millioner kroner
FC Nordsjælland har stadig ikke præsenteret regnskab for 2019, men med spillersalg for omkring 100 millioner kroner er der flydt rigeligt med kontanter gennem FCN-kassen til, at klubben bør være i en rimelig position, selvom der bliver brugt mange penge på ungdomsarbejdet i det nordsjællandske og i Ghanas hovedstad Accra, hvor Right To Dream-akademiet, som FCN-formand Tom Vernon ejer, ligger.

I parentes er rangeringen i Superligaen.

Økonomisk situation
FC Nordsjælland er en ganske særlig fugl, både når vi ser klubben i dansk regi og internationalt.
Førsteholdet er relativt – relativt! - lavtlønnet, mens ungdomsafdelingen i klubben og hos den nære samarbejdspartner Right To Dream er særdeles dyrt set i forhold til FC Nordsjællands størrelse de 2.313 tilskuere per Superliga-hjemmekamp i denne sæson er jo ikke den indtægtskilde, der mangler nu.

Det betyder, at FC Nordsjælland er særlig udsat, hvis transfermarkedet går i stå, eller hvis nedgangen på markedet bliver stor og andre sælgende klubber stjæler de salg, FCN havde planlagt skulle give dem millioner af euro i kassen.

FCN har haft spillerne sendt hjem. De er tilbage på træningsbanen nu, men FC Nordsjælland er ret sårbar, hvis transfermarkedet går i stå, og man skal ikke forestille sig, at investorerne fra USA og Storbritannien er med udelukkende af deres hjertes godhed.

Læs også:Overblik: Hvem træner, og hvem træner ikke i Superligaen?

Det er ikke dem, der er favoritter til at udskrive millionchecks blandt aktionærerne og vennerne til de 14 Superliga-klubber. Nej vi må forvente, FCN skal klare sig på markedsvilkår, og det kan blive en hård omgang.

Hvordan påvirker nedlukningen klubben?
Pengene fra tv-aftalen, hvis FCN ender i Top 6, vil man absolut gerne have, for de fylder en del i FC Nordsjællands regnskab, hvor kampindtægterne er meget beskedne på grund af de lave tilskuertal. Men transfermarkedet er til syvende og sidst det vigtigste for FC Nordsjælland, hvis vi ser bort fra det sportslige og en mulighed for, at et talentfuldt, meget ungt hold kunne slå sig løs i medaljeslutspillet og skaber problemer for topholdene.

For mere end nogen anden klub i Superligaen er det afgørende for FC Nordsjælland, hvordan transfervinduet åbner igen, og om udenlandske klubber har penge eller ej til at købe FCN's spillere. Det fylder også, hvorvidt Sampdoria kan betale de cirka 50 millioner kroner, Mikkel Damsgaard koster – den aftale indgik FCN og Sampdoria i begyndelsen af februar, et par uger før coronavirussen lagde Italien, resten af verden, og fodboldverdenen ned.

Vi vil ikke ligefrem kalde situationen livstruende for FC Nordsjælland, for klubben har haft for megen succes med sin model til, at den smuldrer, selv hvis de nuværende ejere mod al forventning ikke eller vil støtte klubben i tilfælde af en langvarig krise. Men for FCN er det alvor, fordi driften er afhængig af spillersalg. Klubben hviler ikke i sig selv på de øvrige indtægter, og er ikke tæt på at gøre det.

Klubbens næste transfervindue
Det lyder til, at der stadig er bud efter FC Nordsjællands spillere, men om det også er tilfældet til juni, august, oktober, eller hvornår transfervinduet åbner, er usikkert. Tag ikke fejl – FC Nordsjælland skal sælge spillere, og hvis det ikke er muligt i år, skal klubben pinedød gøre det i 2021, hvor man så skal håbe, fodboldverdenen og markedet har fået pusten igen.

Det gode for FC Nordsjælland er, at man ikke skal ud og slå igennem som sælgende klub, for det er man allerede, og klubben var i fuld gang med at køre de næste spillere i stilling, da ligaerne lukkede ned.

Måske behøver man ikke sælge flere, hvis Damsgaards skifte til Sampdoria går igennem som aftalt, det ville lette trykke markant. Ellers skal Damsgaard eller en af de andre gerne sælges for et stort beløb, så FCN kan holde sig flydende indtil 2021. Det er helt oplagt, at FC Nordsjælland skal bruge de dygtige teenagere og unge seniorspillere fra ungdomsafdelingerne i Farum og Accra. Det giver næsten ingen mening at købe udefra, hvis man mangler penge, med mindre man kan få fingre i en virkelig fed, billig spiller.

Bedste salgsemner

Mohammed Kudus
19 år
Midtbanespiller/Forward
Ghana
49 kampe/12 mål
Gammel pris: 35-75
Ny pris: 25-60

Læs også:Ung udlandsdansker: Satser ikke på Superliga-comeback

Er han midtbanespiller? Kantspiller? Forward? Betyder det overhovedet noget?

FC Nordsjælland har fået adskillige dygtige Superliga-spillere ud af samarbejdet med Right To Dream, men det er ikke rimeligt overfor hverken dem eller Kudus at lave sammenligninger. Den ghanesiske teenager suger på sine gode dage spillet til sig og er ustoppelig for de fleste Superliga-forsvar, når han er på toppen. Han har energi, hurtighed og ikke mindst teknik og spilforståelse til at kunne bruges både på midtbanen og i angrebet, som Flemming Pedersen gjorde hen mod slutningen før nedlukningen.

Kudus er hurtigtopfattende og ser spillet godt, især når man har tager hans alder i betragtning, og selv på et iskoldt transfermarked bør han kunne sælges på 48 timer, hvis FCN får behovet. Hvis FC København havde pengene og kunne overtale FCN til et skifte, for eksempel med et stort videresalg indbygget, ville det være en enestående handel.

Isaac Atanga
19 år
Kantspiller/Angriber
Ghana
27 kampe/7 mål
Gammel pris: 20-45
Ny pris: 15-35

Atanga har ikke været blandt de største talenter i sin årgang hos Right To Dream og var derfor heller ikke en spiller, FC Nordsjælland havde planlagt med, i hvert fald ikke kort tid efter, han kom i Superliga-truppen. Men trænerne og sportsdirektør

Jan Laursen var fra starten dybt imponerede over Atangas vilje og ukuelighed, som både kom til udtryk, når han havde dårlige aktioner i kampene eller var ude af idealopstillingen. Den energi, indstilling og personlighed kombineret med ekstrem hurtighed har gjort Atanga til en værdifuld chanceskaber, større klubber i udlandet også har fået øje på. FCN vil helt sikkert helst beholde ham, men er kassen tom eller kommer det rigtige (store) tilbud, kan fristelsen blive for stor.

Magnus Kofod Andersen
20 år
Central midtbane
Danmark
94 kampe/1 mål
Gammel pris: 25-50
Ny pris: 15-30

Det blev midtbanemakkeren Mikkel Damsgaard, der kom til udlandet først, men skulle behovet til et salg melde sig, er Kofod ligesom Kudus og Atanga en af dem, FCN bør kunne sælge dyrt selv på et sløvt transfermarked. Han er måske ikke lige så iøjnefaldende som sine to mere offensivt indstillede holdkammerater på denne liste, men som profil på U21-landsholdet og stabile præstationer på midtbanen efter sin tidlige debut kan Kofod komme afsted, hvis det virkelig skal være, med mindre fodboldverdenen er lukket ned i mange måneder endnu.

Læs også:Ny FCM-sponsor: Det har 0,0 procent med Brøndby at gøre

Læs også:Efter træningsbommert: AGF og Randers kan miste støtte fra staten

Læs også:FCN tilbage i træning: Det er nogenlunde som efter en vinterpause