Tipsbladet på Frederiksberg
Nul Superliga-scoringer på halvanden sæson er facit for Andreas Cornelius efter returen til FC København, hvor den store angriber har været ramt af et hav af skader.
Netop de manglende scoringer er et tema, som Andreas Cornelius snart gerne vil have lagt i graven. En af angriberens personlige målsætninger er at få scoret regelmæssigt i resten af sæsonen.
- Mit mål er at holde mig skadesfri og gøre alt, hvad jeg kan - der er nogle ting, man ikke selv er herre over, men man kan gøre en hel masse ting, og jeg synes, at vi begyndte at finde opskriften på det, især til sidst, siger Andreas Cornelius til Tipsbladet og fortsætter:
- Jeg skal også til at score nogle mål, og jeg skal da helst op på et tocifret antal i den her halvsæson.
Det lyder ambitiøst?
- Det vil være uambitiøst at sige andet, synes jeg.
I slutningen af efterårssæsonen blev det til lidt mere regelmæssig spilletid for Andreas Cornelius, og forud for opstarten har angriberen også en god fornemmelse om sin krop.
- Den har det godt. Jeg har holdt den godt ved lige i pausen og er kommet godt tilbage. De første dage med test er gået godt. Jeg er startet på lige fod med alle de andre, så det er fint, lyder det fra 'Corner'.
Udover at få åbnet målkontoen har Andreas Cornelius også en generel målsætning om at kunne spille hele kampe.
- Mine ambitioner er helt klart at komme op i gear og fortsætte lidt, hvor jeg slap til sidst inden pausen, hvor jeg spillede nogle kampe i træk. Det vil jeg gerne fortsætte med.
- Mit mål er at kunne spille 90 minutter alle kampe. Jeg skal op på det niveau, og så er jeg sikker på, at alt det andet følger med, siger Andreas Cornelius.
Var det et irriterende tidspunkt at gå på pause på, i forhold til at du faktisk var ved at komme tilbage?
- Ja, jeg kunne godt være fortsat der, men jeg har bare gjort, hvad jeg kunne, for at bringe det med her efter ferien, lyder det fra Andreas Cornelius.
Kritikken preller af
De mange skader og de manglende scoringer har medført en hel del kritik af Andreas Cornelius, men angriberen gør det klart, at han sagtens kan lukke fuldstændig ned for enhver kritik, der måtte være.
- Det kan jeg godt. Det pres, jeg mærker, kommer mest fra mig selv. Jeg er vant til det her og til presset. Jeg lever fint med det, så jeg lader mig ikke presse af forventninger udefra. Det rører mig egentlig ikke.
- Jeg spiller, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg har lyst. Jeg spiller ikke for alle mulige andre. Jeg har kæmpe forventninger til mig selv, så de er mindst lige så store som alle andres. Men jeg kan godt mærke, at det selvfølgelig påvirker mig, når jeg ikke lever op til mine egne forventninger, siger Andreas Cornelius.
Den tidligere Parma- og Trabzonspor-angriber vil ikke lægge skjul på, at han som 30-årig også har fået en anden måde at se tingene på, når tingene ikke lige kører.
- Man vænner sig nærmest til alting, jo længere tid man er i det. Nu har jeg spillet fodbold på topniveau i over ti år, og så vænner man sig også til presset.
- Det kan være fint, at der er pres på, og jeg synes også, det gør mig bedre og skarpere, så jeg prøver at bruge det positivt, men jeg bliver ikke påvirket af det på en negativ måde, siger Andreas Cornelius.
Siden skiftet fra Trabzonspor i sommeren 2022 er Andreas Cornelius blot noteret for to scoringer i FC København-trøjen. De faldt begge i pokalkampen mod Hobro i december 2022.