Rafael van der Vaart og FC Midtjylland er ikke blevet den succes, parterne havde håbet på. I hvert fald ikke sportsligt. Den hollandske verdensstjerne har været skadet det meste af tiden, og selv om han lige nu er klar igen, har cheftræner Jess Thorup vejet og fundet ham for let.
Nu fastslår sportsdirektør Claus Steinlein, at Rafael van der Vaart formentlig var færdig i FC Midtjylland til sommer, hvis kontrakten havde udløbet. Nu bliver han til juni 2018.
- Jeg tror, det er herfra og så til plejehjem. Men som udgangspunkt så har vi ham i to år. Jeg synes, han har set lidt rusten ud, haft en del skader og ikke rigtig kommet tilbage. Så havde vi ikke haft et år mere med ham, havde vi sikkert fundet en aftale og sagt, det var hans sidste år i FC Midtjylland, siger Claus Steinlein til Canal 9.
Se hele Canal 9-indslaget med Claus Steinlein om Rafael van der Vaart i videoen i toppen af denne artikel.