Video : Tipsbladet
Superliga

Cheftræner skænker penge til Hobro IK og mindes sin far: En god ting at gøre

Peter Sørensen har købt syv træer til 3.000 kroner stykket. Pengene går til hans arbejdsgiver, Hobro IK, og træerne er en måde at mindes hans far, der døde for nylig.

Hobro IK risikerer at gå konkurs, så hver en krone, klubben kan skrabe sammen, falder på et tørt sted. Nu har førsteholdets cheftræner, Peter Sørensen, gjort sit for at spæde til.

Klubben fortæller på sin hjemmeside, at Sørensen har købt syv støttepakker, som blandt andet indebærer, at man får plantet et træ bag den ene tribune på stadion. Man får også et specialdesignet halstørklæde og to billetter til en valgfri kamp.

Læs også:Hobro-formand vil spille: Ellers går vi konkurs

De koster 3.000 kroner stykket, så cheftræneren har altså skænket 21.000 kroner til Hobro. Det har han både gjort for at støtte sin nødlidende arbejdsgiver og for at mindes sin afdøde far.

- Det faldt desværre sammen med, at min far døde her for ikke så længe siden. Han har altid holdt af træer, han har altid elsket fodbold og fulgt mig, hvor jeg end måtte være, og på den måde synes jeg, at der ligesom var en større sammenhæng i, at jeg kunne købe et træ til ham, et til mig selv og til mine børn.

Læs også:Hobro-profil om dyster melding: Jeg fik et chok

- De syv træer kommer til at stå i skoven mellem fjorden og DS Arena, og det er både i min fars ånd og, synes jeg selv, en god ting at gøre i en tid, hvor mange har det svært herunder vores fodboldklub, siger Peter Sørensen.

Klubbens bestyrelsesformand, Lars Kühnel, sagde forleden til Nordjyske, at Hobro IK går konkurs, hvis sæsonen ikke bliver færdigspillet. Da vil klubben mangle omkring fem millioner kroner i mistede tv- og kampindtægter.

Læs også:Hobro-boss sætter tal på: Det handler om fem millioner

Læs også:Dansk topfodbolds corona-plan: Koster mindst 7 millioner

Læs også:Ekspert: Uden kampe er det et spørgsmål om tid, før klubber går konkurs