Overraskelsen Girona mener det tilsyneladende alvorligt i toppen af den bedste spanske fodboldrække.
Holdet fra Catalonien strøg lørdag eftermiddag helt op på La Ligas førsteplads med en udesejr på 4-2 over Osasuna.
Det hidtidige førerhold, Real Madrid, er dermed distanceret med tre point, men kan søndag generobre førstepladsen med en sejr over Rayo Vallecano.
Mod Osasuna var Girona bagud 1-2 20 minutter før tid, da en ukrainsk duo vendte slaget.
Først udlignede Artem Dovbyk, angriberen med en fortid i FC Midtjylland og Sønderjyske, med sin sjette sæsonscoring. Og med ti minutter igen var det landsmanden Viktor Tsygankov, der trampede sig igennem til 3-2-scoringen.
Aleix Garcia fjernede den sidste spænding om resultatet med Gironas fjerde mål i sidste ordinære minut.
Girona vendte tilbage til den bedste række så sent som i 2022 og sluttede comebacksæsonen på tiendepladsen.
I denne sæson er klubben, der deler ejer med Manchester City, kommet flyvende fra start og har hentet 31 af 36 mulige point.
/ritzau/