Video : Tipsbladet
Superliga

Bundu på landsholdet igen efter udelukkelse: Det var den største kamp i 40-50 år

Mustapha Bundu er udtaget til landsholdet for første gang. Det har han drømt om, siden han var bolddreng for sit hjemlands fodboldhelte, og nu glæder han sig til at udleve den drøm, han far aldrig nåede at opfylde.

Mustapha Bundu stod midt i begivenhedernes centrum, da hans hjemland skrev lokal fodboldhistorie i 2008. Bogstavelig talt. Han var nemlig bolddreng for landsholdet og stod få meter fra banen.

Mohamed Kallon scorede kampens eneste mål på straffespark, da Sierra Leone slog Sydafrika i VM-kvalifikationen og dermed sikrede sig et kæmpestort resultat. For Sydafrika var ikke alene kommende VM-vært, det var også et af de store fodboldnationer i Afrika. Dem vandt Sierra Leone ikke mange kampe mod.

- Det var et meget, meget stort resultat for os. Vi fik straffesparket, og vi scorede. Jeg var lige så meget oppe at køre, som hvis jeg spillede! Den kamp husker jeg rigtig godt, fortæller Mustapha Bundu til tipsbladet.dk.

Hvad husker du?

- Bare larmen. Alle de glade mennesker i Sierra Leone, for de elsker fodbold. Der kommer 30-40.000 på stadion for at støtte landsholdet. Og spillernes glæde over at få det store resultat. Jeg stod ude i siden, så jeg kunne bare se det hele. Det var en ret god oplevelse på et stort stadion. At se alle råbe, alle være glade.

Mustapha Bundu var jævnligt bolddreng i de år. Han skyder selv på 10-20 gange i alt. Derfor betyder det ekstra meget, at han nu for første gang er mødt ind til en landsholdssamling.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det er en stor oplevelse og noget, jeg har drømt om, siden jeg var en ung dreng. Jeg så dem mange gange. Mit lokale hold var det hold, der hjalp som bolddrenge. Jeg var der nogle gange og så det hele. Så det har været en drøm for mig at repræsentere landsholdet, så det er et meget stolt øjeblik for mig og min familie, siger Bundu.

Udlever fars drøm
I den seneste tid har familien hjemme i Sierra Leone konstant været i kontakt med Mustapha Bundu for at høre, om der var nyt at fortælle om landsholdudtagelsen. Med god grund. Det er lige så stort for dem som for AGF-spilleren.

Hans far var selv topspiller i hjemlandet, men han kunne ikke leve af sporten dengang, og han nåede aldrig til udlandet. Derfor glæder han nu glæde sig over, at hans søn udlever de drømme, han aldrig selv fik mulighed for at udleve.

- Det er et meget stolt øjeblik for ham, at hans søn skal repræsentere sit land. Det var også hans drøm, så det er en win-win-situation for ham. De (familien, red.) kommer formentlig til at være på stadion. Han er en meget stolt fyr, for han spillede i Sierra Leone, og han er et velkendt navn, fortæller Mustapha Bundu.

Det skyldes også, at Bundu senior har trænet i den bedste række i hjemlandet i henved to årtier. Da Mustapha Bundu var lille, tog han tit læderbolde, som hans far havde med hjem, fordi den slags var en mangelvare i det forarmede land.

Som Danmark-Sverige
Sierra Leones fortid gør i det hele taget de kommende VM-kvalifikationskampe mod nabolandet Liberia til noget af et tilløbsstykke. Dels fordi det endnu ikke er 20 år, siden borgerkrigen sluttede, dels fordi landet i de senere år har været hårdt ramt af ebola epidemi, dels fordi FIFA udelukkede fodboldforbundet for et lille år siden.

Det skyldtes, at regeringen fjernede fodboldforbundets præsident, Isha Johansen (norsk gift), inden Sierra Leone skulle møde Ghana i to kampe i kvalifikationen til Africa Cup of Nations. Det skulle også have været Bundus første landsholdsudtagelse.

- Det er et stolt øjeblik for alle. Jeg ved, at folk kommer til at møde frem og støtte os. Jeg var en del af truppen, der blev udtaget til kampen mod Ghana sidste gang. Jeg var lykkelig, for det ville formentlig have været den største kamp i 40-50 år, for Ghana er en stor fodboldnation, og landet ligger også i Vestafrika, siger Mustapha Bundu.

- Men to dage efter udtagelsen fik vi nyheden om, at vi var udelukket på grund af regeringens indblanding. Så det var skuffende. Men gudskelov fik de redt det hele ud, og nu har vi en ny chance for at spille for vores land.

Derfor håber den unge AGF'er, at han kan være med til at give sit hårdt prøvede folk noget af smile af. 

- Det vil være godt. De elsker fodbold i Sierra Leone. Alle kan se, hvor meget kærlighed de har til fodbold. Så det bliver en god én. Det bliver en rigtig god én, siger han om dobbeltopgøret mod Liberia.

- Vi deler grænser med dem og Guinea, så det bliver et lokalt landsholdsderby. Det er ligesom Danmark-Sverige. Så det bliver fedt. Jeg tror, der kommer mange Sierra Leone-fans i Liberia, og så har vi returkampen på hjemmebane.

Kampene spilles onsdag i Liberia og søndag i Sierra Leone.