Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby vil udvikle ny formel: Kan hjælpe os med at rekruttere spillere

Brøndby IF's mentaltræner vil udvikle en formel, der kan vise, hvordan spillere præsterer, når de er under pres. Den skal eksempelvis hjælpe i scouting eller vise, om en spiller skyder mere og længere fra målet, når han er presset.

Det er ingen hemmelighed, at klubber og fodboldspillere fra tid til anden er under stort pres, når de skal i aktion. Det ser man også i Superligaen, hvor der er mange point og penge på spil, når turneringen ruller.

I Brøndby arbejder man nu med at kunne håndtere dette pres endnu bedre. Klubbens high performance-konsulent Christian Engell er således begyndt at arbejde med en analysemodel, der kan vise spillernes præstationer under pres.

- Jeg talte med vores dataanalytiker i Brøndby, Mikkel Keldmann, for jeg ville gerne bruge data til at kigge efter, hvordan spillerne præsterer under pres. Jeg forklarede mine tanker, og han viste mig så en rapport fra den seneste konference for dataanalytikere.

Læs også:Millioner i kassen: Brøndby IF har solgt flere end 20.000 trøjer

- Der er flere ting i den rapport, der ramte mig, fordi den peger på nogle af de samme elementer, som jeg har noteret i de antagelser, jeg har gjort mig gennem 15 år i den her verden, fortæller Christian Engell til podcasten Playmaker, der netop sætter fokus på den omtalte rapport med titlen: ”Choke og shine – quantifying players abilities to perfom under mental pressure”.

Her har en gruppe forskere undersøgt, hvordan man ved hjælp af data kan måle og værdisætte det mentale pres før og under en fodboldkamp. De har således udviklet en formel, der reelt kan måle spillernes præstationer under pres. 

- Rapporten har givet mig indblik i, hvordan vi kan udvikle en model i Brøndby, der både kan hjælpe os med rekruttering af nye spillere og understøtte spillernes udvikling. Hvis vi kan vise en spiller, at han er faldet i præstationen i de seneste fem kampe under pres, kan det åbne for lysten og motivationen til at arbejde mere med det, siger Christian Engell.

Han arbejder aktuelt på at udvikle en analysemodel, der kan få Brøndby-spillerne til at præstere bedre under pres.

Læs også:Danske Spil bliver ny sponsor i Brøndby IF

- Lad os tage et eksempel som Hany Mukhtar; en dygtig spiller med et kæmpe talent. Jeg registrerede intuitivt, når jeg observerede ham i klubben, at han kunne have en tendens til at skyde endnu mere og endnu længere væk fra målet, når han kom under pres. Det er ikke nødvendigvis en god beslutning. Han kunne have en tendens til at træffe mindre gode beslutninger, når han kom under pres. Sådan noget kan man måle med disse modeller.

- Vi skal lave vores egen model i Brøndby. I vinterpausen begyndte jeg at lave de første implementeringstiltag. Det vil sige, at vi kan kigge på vores egne spillere og få dem til at svare på, hvordan de oplever presset i de forskellige kampe og så sammenligne det med vores performancedata. Det kan give et billede af, hvornår vi oplever, at der er pres på og ikke pres på. På den måde kan vi også give bedre feedback til spillerne i forhold til deres præstationer, siger Christian Engell, der ser stor relevans i arbejdet med det mentale pres på spillerne.

- Når vi i Brøndby vil være et tophold og være de bedste, er der mange kampe, hvor vi er overhund og ikke underhund. Vi skal kunne arbejde med spillernes performance, både når der er meget pres på, og når der ikke er så meget pres på. Hvis vi kan få en bedre systematik og en bedre måde at komme til spillerne på, kan vi med tiden lave en solid analyse på, hvordan spillerne optræder under pres, siger Christian Engell.

Læs også:Danske Spil: Brøndby IF har en imponerende tilslutning

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

Læs også:Trist eller på toppen: Hvem står stærkest i de otte Superliga-kampe?