Samuel Mraz havde i flere omgange været uheldig foran målet, da Brøndby fredag eftermiddag spillede træningskamp mod tjekkiske Slavia Prag. Men i løbet af anden halvleg fandt han netmaskerne.
Det var noget, der betød noget for Brøndbys 9'er. Det fortæller han i et interview med klubbens officielle hjemmeside.
- ”Endelig,” tænkte jeg. Det var dejligt at se den gå ind, for jeg havde haft flere chancer for at score i første halvleg, men jeg er god til at komme videre fra en brændt chance, siger han og fortsætter:
- Som angriber ved jeg, at det er min opgave at score mål, så det handler om at være klar hele tiden. Den næste chance kan komme kort efter, man lige har brændt, så det går ikke at stå og ærgre sig eller ikke være klar, lyder det fra Samuel Mraz.
Endvidere fortæller angriberen, at han var tilfreds med det pres, som blev sat af holdet i dagens kamp. Det kom der mange chancer ud af, ligesom han også påpeger, at defensiven fungerede fint og arbejdede meget kompakt.
- Derfor talte vi også om i pausen, at vi skulle gå ud og fortsætte, for vi havde en fornemmelse af, at den kamp skulle vi nok vinde, og sådan gik det også, forklarer Samuel Mraz.
Mandag skal Brøndby møde Sønderjyske i deres sidste testkamp, inden Superligaen begynder igen. Til den tid skal de blågule fra den københavnske vestegn møde OB på udebane.