En af Brøndby IF's mest skattede spillere er gået på pension. Fredag har Johan Elmander meddelt, at han stopper karrieren med øjeblikkelig virkning. Johan Elmander startede for alvor sin karriere i Örgryte i slutningen af 90'erne, og han sluttede den samme sted den 5. januar 2018.
I mellemtiden har Elmander rejst rundt i verden og repræsenteret klubber som Feyenoord, Toulouse, Bolton, Galatasaray - og selvfølgelig Brøndby IF. Over to omgange repræsenterede angriberen de blå-gule fra Vestegnen - først fra 2004 til 2006 og igen fra 2014 til 2016.
I sin første periode i klubben var Johan Elmander blandt andet med til at vinde mesterskabet, og med på guldholdet var også Martin Retov, der nu er assisterende træner i Brøndby. Han husker Johan Elmander som en fremragende fodboldspiller.
- Han var en dygtig og meget afgørende spiller på det hold, vi havde dengang under Michael Laudrup. Han arbejdede altid hårdt og fik sat et aftryk på klubben og sine medspillere. Jeg må give Johan stor cadeau for en flot karriere, og han er afgjort en af de bedste, jeg har spillet sammen med, siger Martin Retov til tipsbladet.dk og understreger, han også kun har pænt at sige om personen Johan Elmander:
- Johan er en rigtig rar fyr, som altid har et smil på læben og er meget omgængelig. Han var altid på - det gjaldt om søndagen, men det gjaldt i lige så høj grad hver eneste dag til træning. Dermed var han med til at skabe en rigtig fin kultur.
Han kan godt forstå, at svenskeren er blevet så populær en person på Københavns Vestegn.
- Jeg er sikker på, at Johan altid vil have et godt navn i Brøndby, og det er klart mit indtryk, at klubben også betyder meget for ham. Det var i Brøndby, han for alvor fik kickstartet sin flotte karriere, og det er jeg sikker på, at han altid vil huske tilbage på med glæde, siger Retov.
At Johan Elmander ikke leverede varen i sin anden periode i klubben, ødelægger ikke det samlede billede.
- Man skal ikke undervurdere den betydning, Johan har på et omklædningsrum, og på den måde har han helt sikkert også bidraget i sin anden periode. Så er det klart, at han måske ikke helt fik det ud af det, han havde håbet på. Der er ingen tvivl om, at det var i hans første periode, han var bedst, siger Martin Retov.
Elmander ville slutte ringen i Brøndby
Manden, der sørgede for, at Brøndby IF og Johan Elmander blev genforenet i 2014, var Per Rud, der dengang var sportschef på Vestegnen. Per Rud blev voldsomt populær blandt Brøndby-fansene, fordi han formåede at samle "gulddrengene" Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger.
Per Rud fornemmede hurtigt, at Johan Elmander havde et stort navn i klubben.
- Johan var en rigtig kulturbærer i Brøndby, og han var jo især rigtig god i sin første periode i klubben, hvor han til tider var en enmandshær. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt i HB Køge mødte Brøndby IF, og der var han vildt god, og vi fik en ordentlig røvfuld. Han kunne næsten ene mand styre vores fire forsvarsspillere. Der gik det for alvor op for mig, hvor dygtig en spiller der rendte rundt i Superligaen på det tidspunkt, fortæller Per Rud og tilføjer:
- Hans anden periode i klubben var ikke så god, og jeg tror heller ikke selv, at Johan har de bedste minder fra den tid. Han spillede ikke så meget, og så var der også sygdom i den nærmeste familie. Det var lidt ærgerligt for ham og Brøndby.
Per Rud har i bagklogskabens ulideligt klare lys fået en masse kritik for blandt andet transferen med Johan Elmander, der i sin anden periode i Brøndby havde sine bedste år bag sig. Men ingen kan som bekendt spå om fremtiden, og Per Rud mente, at det var en spiller som Elmander, der var brug for i Brøndby på det tidspunkt.
- Da jeg kom til klubben, var det lige i kølvandet på den sæson, hvor Brøndby havde reddet sig i sidste spillerunde. Der var ingen penge, og der var dårlig karma rundt omkring klubben, så det var svært at tiltrække spillere. Derfor gik vi bevidst efter spillere, der havde et stort hjerte for klubben og kunne få folk til at tro lidt på tingene igen. Thomas Kahlenberg var den første, der kom hjem, og siden fulgte så Elmander og Daniel Agger, siger Brøndbys tidligere sportschef.
Johan Elmander blev offiicielt genforenet med Brøndby den 24. juni 2014. Det var en tirsdag, og det var slet ikke nogen overraskelse, hvem Brøndby ville præsentere som ny spiller, da klubben indkaldte til pressemøde. Allerede om formiddagen havde et kamerahold fundet Johan Elmander ved Hotel Bella Sky i København.
Rigtig mange fans var mødt op til præsentationen af Johan Elmander den 24. juni.
- Det var stort for Brøndby den dag, vi kunne annoncere, at Johan vendte tilbage til klubben, men det var også stort for ham. Han har nogle tætte bånd til klubben, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi også forsøgte at få ham hjem tidligere. Inden han skiftede til Norwich, forsøgte vi også, men det blev så først i 2014, det lykkedes. Jeg tror, at Johan havde en følelse af, at ringen sluttede, da han vendte tilbage til Brøndby, siger Per Rud.
Johan Elmanders anden og sidste periode i Brøndby var en skuffelse, og faktisk har svenskeren kun spillet lidt over 100 kampe for de blå-gule. Normalt skal der meget mere til for at blive lige så stor en legende, som Elmander nåede at blive i Brøndby.
Per Rud er ikke i tvivl om, at Johan Elmanders popularitet i lige så høj grad skyldes den person, der gemmer sig bag fodboldspilleren.
- Han huskes for hans første tid i klubben, hvor Brøndby jo også vandt meget. Men lige så vigtig er personen bag, og alle kunne lide Johan. Han har altid et smil på læben og er altid glad. Det smitter meget af på folk, og det er helt sikkert en af grundene til, at han er så populær i Brøndby, slutter Per Rud.
Johan Elmander spillede sin sidste kamp for Brøndby IF den 23. maj 2016 på hjemmebane mod Viborg FF. Svenskeren fik rødt kort i det opgør.
Svenske reaktioner på Johan Elmanders karrierestop:
Bosse Andersson, sportschef i Djurgården, til FotbollDirekt:
- Vi er stolte af, at han har været en del af Djurgården. Jeg synes, at Elmander er en fantastisk fyr, og det var et herligt minde fra i år, at Johan sad på tribunen, da vi slog IFK Göteborg på udebane. Efter kampen kom han ned i omklædningsrummet. Det var ekstremt fint.
Joachim Nordh, direktør i Örgryte, til klubbens hjemmeside:
- Vi er uhørt taknemmelige for Johans tid i Örgryte. Johan har været en fantastisk ambassadør for Örgryte på og uden for banen. Jeg ønsker ham al held og lykke i fremtiden, og jeg håber, at vores veje mødes igen.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.