Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby justerer målsætningen og forventer nyt millionunderskud i 2020

Superliga-klubben har netop meldt ud, at man forventer et underskud i størrelsesordenen 20-30 millioner kroner.

Jan Bech Andersen, der er ejer og bestyrelsesformand i Brøndby IF, arbejder lige nu hårdt på at sikre, at fodboldklubben Brøndby IF får styr på økonomien og opnår økonomisk ligevægt, men det er en svær opgave, og derfor må man igen justere i forventningerne.

I en selskabsmeddelelse sendt til Fondsbørsen lyder det fra Brøndby IF, at man justerer i de strategiske målsætninger, ligesom man nu kommer med forventningerne til regnskabsåret 2020.

For mens Brøndby kommer ud af 2019 med et underskud på forventet 75 til 79 millioner kroner i minus, forventer man også i 2020, at der er underskud. Det til trods for, at man har solgt løntunge spillere som Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek.

Af selskabsmeddelelsen fremgår det, at Brøndbys forventninger til 2002 er et negativt resultat før skat i niveauet 20 til 30 millioner kroner. Altså nye røde tal i klubben fra den københavnske vestegn.

Læs også:Sulten Erceg: Vil give alt for, at vi leverer et godt forår

I samme selskabsmeddelelse fremgår det, at man vil iværksætte den omtalte emission senere i dag, og så er det også kommet frem, at man i ledelsen nu justerer de strategiske målsætninger.

Det betyder, at man for sæsonerne 2019/20 til 2023/24 har som mål at sikre en top tre-placering i Superligaen samt at deltage i europæiske kampe. Kampe, som man får entet via placeringen i Superligaen eller ved at vinde Sydbank Pokalen.

Samtidig fremgår det, at man nu skyder forventningerne om at opnå økonomisk ligevægt til 2022.

Du kan herunder læse hele delen af selskabsmeddelelsen, der centrerer sig om justering af målsætning og forventningerne til årsregnskabet i både '19 og '20.

Læs også:CV vil have Ercegs karriere på rette køl hos Esbjerg

Brøndby IF planlægger at iværksætte den i selskabsmeddelelse nr. 14/2019 omtalte emission senere i dag og ledelsen i Brøndby IF har i forbindelse med forberedelsen af emissionen drøftet Selskabets sportslige og kommercielle målsætninger. Ledelsen har besluttet at justere målsætningerne for sæsonerne 2019/20 til 2023/2024 således, at det er målet at sikre en placering i top-3 i 3F Superligaen samt sikre deltagelse i europæiske kampe, opnået enten direkte gennem placeringen i 3F Superligaen, via sejr i playoffkampen om den sidste europæiske plads eller ved at vinde Sydbank Pokalen.

Ledelsen har en forventning om øgede kommercielle indtægter, samt om fortsat at have et højt investerings- og omkostningsniveau i de kommende år, bl.a. som følge af den sportslige målsætning frem til og med 2023/2024. Ledelsen har på denne baggrund justeret den økonomiske målsætning til, at Brøndby IF først skal opnå økonomisk ligevægt i regnskabsåret 2022.

For regnskabsåret 2019 fastholder ledelsen et forventet negativt resultat før skat i niveauet 75-79 mio. kr. For 2020 forventer ledelsen et negativt resultat før skat i niveauet 20-30 mio. kr. Dette baseres blandt andet på ovenstående sportslige målsætninger, på at omsætningen for 2020 samlet set forventes at stige marginalt i forhold til 2019 som følge af forbedrede kommercielle resultater på trods af forventeligt i alt fire færre hjemmekampe i 3F Superligaen og Sydbank Pokalen, samt på en forventning om et resultat af transferaktiviteter i niveauet -7 til 3 mio. kr.

Læs også:Officielt: Brøndby sender Erceg på leje i Esbjerg

Læs også:Ante Erceg meldes færdig i Brøndby IF

Læs også:Jan Bech Andersen åbner op for en medinvestor i Brøndby