Teemu Pukki var en kæmpe succes i Brøndby IF, og efter sin tid på Vestegnen tog den finske bomber videre til Norwich, hvor han har haft endnu større succes. I sin første sæson i klubben blev han ligatopscorer i Championship, og fredag er han blevet kåret som Månedens Spiller i Premier League.
Alt i alt er der tale om en solstrålehistorie set med Brøndby-briller. Og alligevel gør historien om Teemu Pukki også pokkers ondt i et blå-gult hjerte.
Da Teemu Pukki skiftede til Norwich, skete det som bekendt på en fri transfer, og derfor fik Brøndby ikke så meget som en krone for angriberen. I skrivende stund vurderer Transfermarkt, at Pukki er godt 67 millioner kroner værd.
Det er ikke svært at forstå, hvis man ærgrer sig i Brøndby IF, men heldigvis er der overskud på humørkontoen, selv om Pukki aldrig gav overskud på bankkontoen.
I forbindelse med Teemu Pukkis kåring som Månedens Spiller i Premier League har Brøndby IF tweetet et FIFA 18 Ultimate Team-kort fra november 2017, hvor Teemu Pukki blev udtaget til Rundens Hold i FIFA Ultimate Team.
Tweetet sker som et svar til Norwich, der på klubbens Twitter-profil bringer en dugfrisk video, hvor Pukki underskriver et FIFA 20 Ultimate Team-kort. Brøndby besvarer videoen med: "Vi kan smide det her oven i. Gratis.... Igen"
We will add this one to the prize. For free... again pic.twitter.com/uGMz0A2W8S
— Brøndby IF (@BrondbyIF) September 13, 2019