Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby skal på transfermarkedet: Jagter spillere til to positioner

Brøndby skal bruge en kantspiller og en venstreback, fortæller klubbens fodbolddirektør og cheftræner.

Brøndby har under sin nye cheftræner, Niels Frederiksen, fået en flot start på den nye sæson med sejr i både Europa League-kvalifikationen og i Superligaen.

Det vækker optimisme på den københavnske vestegn, men klubben er bevidst om, at der skal rustes op på nogle positioner.

Det fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen, som i udgangspunktet er glad for den nuværende trupsammensætning.

- Men det er klart, at vi kigger på, hvordan vi kan forbedre truppen og skabe noget konkurrence på nogle pladser, siger han og uddyber.

- Anthony Jung har ikke nok konkurrence på venstre back, så det vil vi gerne arbejde lidt med.

- Niels vil gerne spille lidt bredere på banen end tidligere, så det ligger til, at der skal tilføres nogle spillere i den forreste kæde, hvis det kan lade sig gøre, siger Carsten V. Jensen.

Cheftræner Niels Frederiksen bakker sjovt nok op om de betragtninger, fodbolddirektøren har.

- Vi spiller mere med kantspillere, end klubben tidligere har gjort, og truppen er sat sammen ud fra den tidligere spillestil.

- Der er ikke så mange af de nuværende spillere, der har kantpositionen som sin primære position. Vi kan sagtens løse det, men vi mangler noget, siger Niels Frederiksen og fortsætter om backpositionen:

- Vi kan godt finde på at spille med Anthony Jung i midterforsvaret indimellem, og i det tilfælde vil vi mangle en back, siger Niels Frederiksen.

Carsten V. Jensen skal eksekvere planen, men han har ikke travlt.

- Vi skal ikke foretage nogen forhastede beslutninger. Det skal være gennemtænkt og inden for rammerne af det, der er muligt, siger han.

/ritzau/