Brøndby:
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby: "Greko" er en spændende spiller

Lidt overraskende var Brøndbys første transfer i dette vindue Christian Jakobsen fra FC Roskilde. Thomas Frank ser dog et stort potentiale i kantspilleren.

At Brøndbys første transfer denne sommer skulle blive 22-årige Christian "Greko" Jakobsen  fra FC Roskilde, var der nok ikke mange, der havde forudset. Men kantspilleren, der kan dække stort set alle offensive pladser, skrev under på en fireårig kontrakt med Brøndby for godt en uge siden, og han blev siden efterfulgt af tilgangen af Teemu Pukki.

Det sker ikke så ofte, at de danske topklubber handler i 1. Division, men det er, hvad Brøndby har gjort, og i Christian Jakobsen får klubben en spiller, som Brøndby-træner Thomas Frank mener, har et stort potentiale og kan blive en stor gevinst for Brøndby.

- Det er en spændende spiller, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk om "Greko" og forklarer:

- Han har god fart, og han kan spille helt foran og bag ved modstanderens bagkæde. Han har en super fysik, og han er en spiller, der kan score mål. Vi taler ofte om, at kan du score på det og det niveau, så tror vi også på, at du kan score mål på det her niveau. Men har du aldrig scoret mål på lavere niveau, kommer det nok heller ikke til at ske her. Han har bevist, at han kan lave mål, og han kan dække mange pladser. Han kan spille begge kanter, kan spille den forreste angriber, og han kan spille 10'eren, siger Thomas Frank.

I det seneste år spillede "Greko" først i Hvidovre, hvor det blev til 10 mål i 15 kampe, inden han skiftede til FC Roskilde, hvor han scorede syv gange i 14 kampe. Og selv om Brøndby forventer en indkøringsperiode i starten, så er der tro på, at Christian Jakobsen kan blive en god spiller for klubben.

- Han kan godt spille minutter nu, men han kommer lidt som en ubekendt faktor. Vi har afstemt med ham, at han først skal være der om et halvt år. Det kan være, det kommer tidligere, hvis han adopterer til vores træning. Han skal vænne sig til træningen, intensiteten og niveauet, og så må vi se, siger Frank.

Christian Jakobsen har haft sine første træninger med Brøndby.