Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby gør krav på 30 millioner fra Kasi: Det er en lottokupon

Konkursboet efter Kasi Aps skylder 118 millioner kroner, herunder omkring 30 millioner til Brøndby IF. Det er dog usikkert, om klubben nogensinde ser de penge.

Brøndby IF har, billedlig talt, en lottokupon liggende i skuffen, som kan give en gevinst på omkring 30 millioner kroner.

Pengene skal i givet fald komme fra klubbens tidligere hovedsponsor Jesper "Kasi" Nielsen og hans firma Kasi ApS. Som med alle lotterier er det dog langt fra sikkert, at der er gevinst på kuponen.

Kasi ApS er gået konkurs, og selskabet skylder 118 millioner kroner. Heraf stammer 104 millioner fra kreditorer, som Jesper Nielsen har lovet en andel i hans såkaldt earn out-betaling fra den sag, han kører mod smykkeselskabet Pandora. Det skriver Finans.

Den sag går kort fortalt ud på, at "Kasi-Jesper" mener, at han har over en milliard kroner til gode for overskud i et af Pandoras datterselskaber, mens Pandora mener, at der ikke er nogen penge til ham. Brøndby er altså afhængig af, at Kasi vinder voldgiftssagen mod Pandora.

Læs også:Brøndby i forlig med Kasi-Jesper: Tocifret millionbeløb kan være på vej

Finans er kommet i besiddelse af en redegørelse fra kuratoren i konkursboet, som noterer, at earn out-betalingen er forbundet med "betydelig usikkerhed". Derfor har han foreløbig sat værdien til 1 krone.

Det er ifølge Jesper Jørgensen, der er partner i revisionsfirmaet Deloitte, udtryk for, at kurator ikke ved, om Jesper Nielsen og Kasi får de penge, som de mener, de har til gode - og dermed om Brøndby kan få sine.

- Han (kurator, red.) siger bare: "Jeg har ikke kinamands chance for at vurdere det, så derfor har jeg sat det til en krone." Og det kan jeg godt forstå. Han har ikke adgang til data, der gør, at han kan have mening, siger Jesper Jørgensen til tipsbladet.dk.

Jørgensen, der er en af Danmarks førende fodboldøkonomer, vurderer dog, at Brøndby ikke har budgetteret med pengene. Derfor vil de i givet fald være en bonus for den trængte økonomi.

Læs også:Kasi-Jesper taber kæmpe skattesag om Brøndby-millioner

- Uden at jeg har set deres budget, kan man være sikker på, at de ikke har indregnet en krone af dem. De har en lotteriseddel liggende i skuffen, og så ser de, om der er gevinst, siger Jørgensen.

Brøndbys krav mod Kasi ApS stammer fra en gammel sponsoraftale, som klubben oprindeligt mente af have 41,1 millioner til gode fra. I fjor indgik Brøndby og Kasi så et forlig, som altså stadig er afhængig af, om Kasi får pengene fra Pandora.

Også den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen og Gældsstyrelsen har millioner til gode fra Kasis eventuelle earn out-betaling.

Læs også:Brøndby kræver millioner af Kasi-Jesper

Læs også:"Kasi"-Jesper afviser at vende tilbage som sponsor

Læs også:Kasi-Jesper vil gøre comeback i Brøndby