Med finpudsede økonomiske og sportslige målsætninger er Brøndby klar til at genoptage den mangeårige jagt på fordoms kontinuerlige styrke og en mere eller mindre fast plads i toppen af Superligaen.
Det har længe været målet. Midlerne til at realisere det har til gengæld været meget forskellige siden klubbens seneste mesterskab i 2005. Fra forbrugsfesten under "Kasi-Jespers" utålmodige millionindtog til varierende satsninger på flere spillere af egen avl.
Fælles er, at med undtagelse af midlertidige succeser i enkelte sæsoner, har Brøndby fortsat den skrantende kurs både sportsligt og økonomisk, mens i særdeleshed FC København men også FC Midtjylland er stormet forbi.
Det lyder som noget, Brøndby har meldt ud før, men ikke desto mindre slår fodbolddirektør Carsten V. Jensen fast, at klubben vil op og duellere med de øjeblikkelige udbrydere i Superligaen.
Læs også:Red Bull-kender: Brøndby-køb vil afvige fra deres normale strategi
- FC København er i en liga for sig, hvis man ser på forudsætninger, og hvad de har præsteret i mange år. FC Midtjylland har stukket næsen frem og gjort det godt og har skabt gode forudsætninger for sig selv. Men det ligger vi ikke under for, siger han.
- Vi mener godt, at vi på en lidt længere bane kan konkurrere der. Så må vi se, hvornår vi får fat i haserne på FC København. Men det er ikke det første. Det må være, at vi får fat i haserne på FC Midtjylland.
Lige nu er Brøndby henholdsvis 18 og 14 point efter FCM og FCK i ligaen, og man har i vinterpausen sagt farvel til tre af holdets største profiler i Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek.
Alligevel har man opjusteret målsætningen for sæsonen fra top-6 til top-3, selv om der umiddelbart ikke er planer om at købe store navne ind som erstatninger.
Læs også:Ekspert om Brøndby-manøvre: Det er ligesom at tisse i bukserne
De højere sportslige mål skal nemlig nås, mens forretningen Brøndby skal ændres fra et forventet underskudsforetagende i lejet 75-79 millioner kroner for 2019 til en virksomhed i økonomisk balance senest i 2022.
- Vi er kommet ud med forventningerne til resultatet for 2019, og det er jo tydeligt, at det kan vi ikke drive forretning på fremadrettet, hvis det er sådan, vi gør hvert år. Derfor må vi gøre os selv den tjeneste at bringe os selv i balance, forklarer Carsten V. Jensen.
Pengene kommer ikke til at sidde løst som tidligere. Dygtigt købmandskab er vejen frem.
- Det er ikke det samme, som at alt bliver ramt spot-on, men vi har en tro på, at den plan kommer til at holde, og at man får et konkurrencedygtigt Brøndby at se, som kan konkurrere i toppen af dansk fodbold, siger han.
/ritzau/
Læs også:Sportsøkonom om Brøndby: Det er dyrt at spille sig op i top 3
Læs også:Medie: Konfliktområde afskrækkede Kamil Wilczek
Læs også:Afstemning: Wilczek er væk - hvem bliver topscorer i Superligaen?