Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-boss: Der er en stor opgave foran os og de øvrige klubber

De er glade for, at bolden nu igen kan rulle i dansk fodbolds bedste række, men Brøndby-direktør ved også, at man taber penge på kampe uden tilskuere.

Allerede fra i morgen kan de danske klubber sende deres spillere i normal træning, efter statsministeren og de øvrige politikere blev enige om en yderligere genåbning af Danmark, der giver den professionelle fodbold lov til at vende tilbage i træning og kamp.

I Brøndby vender spillertruppen tilbage i fuld træning fra næste uge, og selv om direktør Ole Palmå er utrolig glad for, at bolden nu igen kan rulle, er der også fortsat store udfordringer, der skal kigges på, forklarer han.

Læs også:Ingen tilskuere i denne sæson: Brøndby refunderer penge for sæsonkort

- Det har været lange to måneder med megen uvished om, hvornår 3F Superligaen kunne genoptages. Det er meget glædeligt, at vi nu kan påbegynde 3F Superligaen, selvom det i første omgang bliver uden fans og partnere på lægterne. Lige så meget vi glæder os over at komme i gang igen, lige så stor en opgave er der foran os og de øvrige Superliga-klubber, da de økonomiske konsekvenser af nedlukningen og de kommende restriktioner vil kaste mørke skygger over vores branche i lang tid, siger Ole Palmå i et indlæg på klubbens hjemmeside og forklarer:

- Det er en ganske alvorlig økonomisk situation, vi klubber står i, og derfor fortsætter vi naturligvis vores tætte samarbejde med Divisionsforeningen for at sikre, at der under hensyntagen til myndighedernes retningslinjer og regeringens påbud, hurtigst muligt igen kan blive muligt at få fans og partnere på tribunerne. Vi har heldigvis oplevet stor tålmodighed og opbakning fra fans og partnere i hele dette forløb, og det er virkelig værdsat i al denne usikkerhed.

Læs også:Brøndby-anfører: Lønnedgang var på vej i nogle uger

Hvornår kampene så spilles, finder Divisionsforeningen ud af de kommende dage, men planen er fortsat at igangsætte den resterende del af sæsonen inden 29. maj, så man kan nå at få alle kampe spillet.

Brøndby har blandt andet formået at sælge mange tusinder af en speciallavet trøje, og klubben er ikke den eneste, der har oplevet stor støtte fra fanmiljøet. Også SønderjyskE har formået at samle penge sammen for at sikre, at klubben kan overleve.

Når træningen starter op, bliver det stadig med visse restriktioner - som afspritning af bolde - og anbefalinger fra Divisionsforeningen for at sikre, at man undgår smittespredning. 

Læs også:Bekræftet: Brøndby-trup og ledelse går ned i løn i tre måneder

Læs også:Brøndby-fans støtter med million-bidrag: Enestående opbakning

Læs også:Brøndby-boss: Voldsomme konsekvenser for dansk fodbold