Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-angriber åbner for lønnedgang: Vi venter bare på ledelsen

Slovakken Samuel Mraz fra Brøndby IF fortæller, at spillertruppen har talt om at gå ned i løn for at hjælpe i en svær tid.

Kun FC København har indtil videre sat spillertruppen ned i løn i Danmark, men flere danske klubber kan følge i fodsporene på FCK de kommende uger.

Godt nok har flere andre fortalt, at det ikke er et emne - blandt andre Silkeborg IF - men halvdelen af Superliga-truppen går fortsat på arbejde og er ikke hjemsendt.

For eksempel Brøndby IF.

Her fortæller angriber Samuel Mraz, at noget kan være på vej. Ifølge den slovakiske angriber forbereder man sig lige nu på, at man bliver bedt om at gå ned i løn.

Det siger den Empoli-ejede angriber til mediet Sport.sk.

- Vi er ikke blevet sat ned i løn endnu, men der har været rygter. Vi kan ikke undgå at blive sat ned i løn. I går havde vi en videosamtale i spillertruppen og fandt ud af, hvordan vi gør fremadrettet. Vi er blevet enige om nogle ting, men vi venter lige nu på, at ledelsen kommer med noget. Jeg har personligt ikke noget problem med en lønnedgang. Jeg vil selvfølgelig ikke gå 80 procent ned i løn, men jeg er også sikker på, at vi finder fælles fodslag, der hjælper alle i klubben. Jeg ved, situationen er svær, og for at komme videre må man tage nogle svære beslutninger, siger Samuel Mraz.

Læs også:I Kamil Wilczeks fodspor: Brøndby-slovak vil bare vinde

Angriberen, 22 år, havde muligheden for at rejse hjem under coronaviruskrisen, men i stedet for at rejse hjem har han valgt at blive.

Det er en svær tid, specielt mentalt og især, når man er i udlandet, men han forsøger at have en hverdag og lave ting, der kan underholde. 

- Jeg forsøger at finde noget at fylde hverdagen med, så jeg ikke bliver skør og dør og kedsomhed. Jeg gør dog ikke noget specielt. Jeg spiller computer, ser serier, læser bøger, forsøger at være kulinarisk i køkkenet og ringer til venner og familier. Det er sådan set som en almindelig hverdag. Jeg keder mig, men hvad kan jeg gøre?, siger angriberen videre.

Slovakken har indtil videre scoret fire gange i 14 Superliga-kampe, og hvis Superliga vender tilbage i denne sæson, kommer han til at spille mange flere kampe, da Brøndby i januar solgte Kamili Wilczek. Dermed er der plads til Mraz på holdet.

Læs også:Niels Frederiksen: Mraz har ærgret sig rigtig meget over brændte chancer

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: FCK er milevidt fra mesterskabet

Læs også:Sportschef kritiserer egne spillere: Jeg beder dem gå ad helvede til

Læs også:Skjult aftale kan bremse Superliga-løsning: Der skal bare én klub til