Brian Priske selvsikker før CL-duel: Ajax får det svært
Ajax må forberede sig på hård modstand i tirsdagens Champions League-opgør mod FC Midtjylland i Herning.
Sådan lød advarslen fra FCM-træner Brian Priske på mandagens pressemøde. Han har fortsat stor tiltro til det midtjyske mandskab, der har sit første point til gode i turneringen.
- Den trup, vi har, er fantastisk på rigtig mange parametre. Et af dem er, at spillerne tilpasser sig niveau. Det har de gjort indtil nu, og derfor er jeg også fortrøstningsfuld, i forhold til at vi kommer til at levere en stor præstation.
- Om det er nok til sejr eller point, er der ikke nogen af os, der kan spå om, men jeg ved, at vi kommer til at præstere godt, jeg ved, vi kommer til at præstere som hold, og jeg ved, vi kommer til at lave en præstation, hvor Ajax får det svært, sagde han.
Ordene fra Priske kom, et par timer før det kom frem, at en stribe Ajax-spillere er testet positive for coronavirus.
Læs også:Sisto før Ajax: Håber vi rammer det niveau som vi ved vi kan
Klubben måtte i første omgang lade store profiler som Dusan Tadic, Davy Klaassen og Andre Onana blive hjemme og udtog blot 17 spillere til kampen, hvilket på papiret svækker holdet.
Ajax håber dog, at nogle af dem kan støde til truppen, hvis de bliver testet negative tirsdag, fortalte Ajax-træner Erik ten Hag på sit pressemøde på MCH Arena mandag aften. Tadic, Onana og 18-årige Ryan Gravenberch er ifølge mediet De Telegraaf allerede fløjet til Danmark i håb om at få grønt lys til at deltage.
Begge hold er uden sejr efter de første to kampe i gruppespillet. Ajax tabte til Liverpool og spillede uafgjort mod Atalanta, mens FC Midtjylland tabte begge kampe mod de to samme modstandere.
Det danske mesterhold er endnu ikke kommet på tavlen, men Priske hæfter sig ved, at det generelt er svært at tilspille sig store chancer i Champions League.
- Respekten for ikke at tabe eller smide point er stor i Champions League. Det handler om at gøre det defensive arbejde ordentligt, og der er ingen tvivl om, at det er svært for os at få brudt det ned.
Læs også:Ajax vil forsøge at få coronapositive spillere til Herning
- Det skal vi vænne os til, og vi skal tage nogle af de erfaringer med, som vi allerede har gjort os. Når det så er sagt, kunne Anders Dreyer næsten være topscorer i Champions League. Så det handler også om marginaler, siger Priske.
I nederlaget på 0-2 til Liverpool brændte Dreyer blandt andet to store chancer.
Ifølge Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside har FCM haft 15 forsøg mod mål i de to kampe. Kun Borussia Mönchengladbach, Shakhtar Donetsk og Marseille har forsøgt sig færre gange, mens Ajax står noteret for 25 skudforsøg.
Desuden er FCM nummer 30 ud af 32, når det gælder forsøg inden for målrammen. Her ligger Ajax nummer syv.
/ritzau/
Læs også:Priske: Ajax har teknisk stærke spillere over hele linjen
Læs også:Ajax-træner forstår ikke corona-regler: Havde fået lov til at spille i Holland
Læs også:Sviatchenko peger på defensiv disciplin som nøglen til succes mod Ajax