Bo Henriksen sikrede sig fredag aften håneretten over for sin gamle ven Jess Thorup, da de to fodboldtrænere mødtes i Bundesligaen.
Med den altid energiske Henriksen som inspirator på sidelinjen vandt Mainz 3-2 over Thorups Augsburg i en kamp, der ud over fem mål bød på to røde kort og stor dramatik.
Augsburg fik dybt i tillægstiden tilkendt et straffespark, men det blev omstødt efter en videogennemgang.
Da holdene mødtes i Bo Henriksens tyske trænerdebut i februar, endte det også med sejr til Mainz, så han kender opskriften til at slå sin landsmand.
Allerede efter 12 minutter løb den tidligere Horsens- og FC Midtjylland-træner jublende rundt første gang, da unge Armindo Sieb afsluttede en indøvet dødboldkombination ved at heade bolden i nettet.
Og bare to minutter senere gik det galt igen for Augsburgs defensiv, som blev fanget højt på banen og tillod Jonathan Burkardt at løbe fri i feltet.
Herfra fordoblede han føringen med hovedet, og Henriksen kunne atter knytte næven og fejre målet med assistenten Michael Silberbauer.
Keven Schlotterbeck reducerede midtvejs i første halvleg, og det begyndte at se svært ud for gæsterne, da Nadiem Amiri inden for to minutter fik to gule kort og forlod banen.
Alligevel var det Mainz, der fik nettet til at blafre kort inde i anden halvleg.
I undertal sneg Jonathan Burkardt sig ned bagest i feltet, hvorfra han med en lang tå prikkede et indlæg i nettet til 3-1.
Samuel Essende bragte håbet tilbage for Jess Thorup og Augsburg med sin reducering efter 57 minutter, men han dummede sig et lille kvarter senere, hvor han fik direkte rødt for at sparke en modspiller ned og dermed fjernede værternes numeriske fordel.
Bo Henriksen råbte og skreg fra sidelinjen og kaldte sine trætte spillere frem, når de endte for langt tilbage på egen banehalvdel.
Steve Mounie var få centimeter fra at udligne på et akrobatisk saksespark, men Robin Zentner reddede flot.
Dramatikken toppede i seks minutters tillægstid med det annullerede straffespark, som gjorde dommeren Sören Storks til en upopulær skikkelse blandt fans og spillere fra hjemmeholdet.
Sejren bringer Mainz op på tiendepladsen med fem point, mens Augsburg med et point færre er nummer 12 før weekendens kampe.
/ritzau/