Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen og AC Horsens foran "11 pokalfinaler": Nu er det alvor

Der resterer 11 kampe i efteråret, og ifølge manager Bo Henriksen er det 11 pokalfinaler, der er på bedding. Første opgave er mandag aften mod Randers FC.

Superliga-mandskabet AC Horsens ligger lige nu bare nummer 12 i Superligaen med 10 point, og derfor er det vigtigt med point, så der holdes fast i midterfeltet i Superligaen.

Opgøret mod Randers FC mandag aften er derfor ganske, ganske vigtigt for Horsens, og manager Bo Henriksen tøver som sædvanligt ikke med at melde det stort op.

Der er meget på spil i de resterende kampe i efteråret, mener han.

- Det er 11 pokalfinaler. Nu er det alvor. Transfervinduet er lukket, og vi har fået den trup, vi gerne ville have. Det er en homogen trup med god kvalitet, og det skal vi begynde at lukrere på nu. Mod Sønderjyske og Lyngby løb vi markant mere end modstanderne, og hvis vi så kan få lidt mere kvalitet ind i spillet med bolden, er vi kommet meget langt, siger AC Horsens' manager, Bo Henriksen, til Horsens Folkeblad.

I denne sæson rykker tre hold ud af Superligaen, der går fra 14 til 12 hold i næste sæson. Silkeborg ligger bare med tre point efter 10 kampe og ligner et hold, der må ned, men ellers ser det jævnbyrdigt ud i bunden af dansk fodbolds bedste række, hvor EfB fik lidt kontakt igen efter sejren på 3-1 hjemme over Brøndby IF søndag.

Der er kampstart mod Randers 19.00, og opgøret spilles i Kronjylland.

Læs også:Tidligere Horsens-anfører: Man kan sagtens se, Bo har haft for mange opgaver

Læs også:Bo Henriksen klar med truppen: Vi er blevet rigtigt irriterende

Læs også:Optakt: Randers FC - AC Horsens