Lige inden coronapausen vandt AC Horsens over FC København i Parken, og i den første kamp efter pausen blev det til en sejr over FC Midtjylland på MCH Arena. Nu venter Brøndby, og Horsens-manager Bo Henriksen ser frem til at byde dem op til dans.
Det fortæller han i et interview på AC Horsens' officielle hjemmeside.
- Vi glæder os til at spille mod endnu en dygtig modstander i morgen, og der er ingen tvivl om, at der venter endnu en svær opgave, men vi har før leveret fine resultater mod Brøndby, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan gøre det igen, siger han og fortsætter:
- Spillerne er i fantastisk forfatning – både fysisk og mentalt – og selvtilliden er ikke blevet mindre efter sejren over FC Midtjylland, lyder det fra Bo Henriksen.
Til kampen mod FCM var Horsens uden Simon Okosun og Bjarke Jacobsen, men de to profiler er nu blevet klar, og derfor har Horsens-manageren nu fået sig et mindre luksusproblem på holdet.
- Hele holdet gjorde det fantastisk mod FC Midtjylland, og det var endda uden de her stærke spillere på banen, men jeg ser det som noget positivt og er rigtig glad for de forskellige muligheder, det giver mig. Vi skal have en stærk trup, hvor mange byder sig til, og så er det op til mig at udtage de spillere, der kan gøre ondt på Brøndby, forklarer Bo Henriksen.
Kampen mellem AC Horsens og Brøndby spilles søndag samtidig med de øvrige kampe i runden klokken 17.