Bjørn Paulsen håber at vende hjem til SønderjyskE
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bjørn Paulsen håber at vende hjem til SønderjyskE

Bjørn Paulsen befinder sig lige nu godt i udlandet, men målet er at slutte karrieren hjemme i Danmark - og allerhelst i SønderjyskE.

Man siger, at gammel kærlighed aldrig ruster, og det gælder i hvert fald for Bjørn Paulsen, når snakken falder på SønderjyskE.

Den 27-årige altmuligmand skiftede i januar fra Hammarby til FC Ingolstadt i Tyskland, og i weekenden scorede han sit første mål for klubben, hvor han spiller højre back. Lige nu er alt fokus syd for den danske grænse, men han vil gerne hjem til Danmark én dag.

Og når han til den tid krydser grænsen nede omkring Tønder uden intentioner om at vende tilbage til Tyskland, håber han ikke, at han skal køre ret langt. 

- SønderjyskE er min klub i Danmark. Det var dem, der gav mig chancen i sin tid, og jeg har stadig mange venner i klubben. Jeg håber, at jeg en dag får mulighed for at vende hjem til SønderjyskE. Hvis jeg kunne vælge frit mellem alle klubber i Danmark, ville jeg vælge SønderjyskE, siger Bjørn Paulsen til tipsbladet.dk.

Han fastslår, at der ikke er en stående aftale med SønderjyskE om, at han skal tilbage til klubben, og Bjørn Paulsen forventer, at det først er aktuelt en del år ude i fremtiden.

- Det er ikke min hensigt at vende hjem allerede nu, men jeg vil helt sikkert gerne tilbage på et tidspunkt. Nu har jeg forhåbentlig to år her i Ingolstadt, og derefter venter der måske endnu en kontrakt i udlandet, men så kunne tiden også være moden til at komme hjem til Danmark. Jeg vil gerne hjem, mens jeg stadig kan bidrage og gøre en forskel, lyder det fra Paulsen, der også har en fortid i Esbjerg fB.

I sommer blev Bjørn Paulsen i flere omgange rygtet til dansk fodbold, og ifølge FotbollDirekt.se havde især Brøndby IF et godt øje til Paulsen, der kan dække stort set samtlige pladser på en fodboldbane.

Et skifte til Brøndby var dog aldrig på trapperne,

- Jeg læste det godt, men jeg har aldrig hørt noget fra Brøndby. Jeg tror bare, der var tale om rygter i pressen, siger den danske Ingolstadt-spiller.

Bjørn Paulsen var sidste år nomineret til prisen som bedste forsvarsspiller i svensk fodbold.