Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-profil imponeret af debutant: Vi kommer til at se meget mere til ham

Lasse Vigen var yderst imponeret over 18-årige midtbanekollega.

Brøndby IF spillede søndag aften deres første Superliga-kamp i 2020, og det endte med en 2-0-sejr over OB.

En af kampens store oplevelser var dog midtbanetalentet Anis Ben Slimane, der i en alder af 18 år fik sin første Superliga-kamp for Brøndby IF og imponerede med flere gode aktioner – han var blandt andet involveret i de blå-gules andet mål i kampen.

Læs også:Bedst og værst: Brøndby-midtbane strålede i Odense

Og ham kommer Brøndby IF’s fans til at se meget mere til, spår midtbanekollegaen Lasse Vigen Christensen.

- Vi har jo set det i hele opstarten. Det er en spiller, der kan det uventede og gør nogle ting, man ikke ser så tit. I dag er der nogle ting, der lykkes, og når det andet lykkes mere, bliver det endnu sjovere. Det kan godt være, at jeg scorer, men det er jo ham, der skaber det, og vi kommer til at se meget mere til ham, hvis han holder snuden i sporet, siger Lasse Vigen til 3+ efter kampen.

Læs også:Jubelscene blev dyr for AaB-målscorer: Det er dumt

Lasse Vigen leverede imidlertid også selv en stor præstation på midtbanen, hvor han også scorede, og det glæder han sig over efter et skadesplaget år.

- Jeg tror, at det var første gang i et års tid, at jeg kunne spille 90 minutter, og jeg er så glad for, at jeg bare nogenlunde formåede at spille 90 minutter. Det har været et hårdt år på mange punkter, siger midtbanespilleren.

I efteråret spillede Lasse Vigen blot 11 kampe i Superligaen og formåede ikke at score.