Nabil Fekir til Arsenal er et klassisk transferrygter, som åbenbart aldrig helt forsvinder, men The Gunners' chance for at signe franskmanden har måske aldrig set bedre ud.
Fekir forlod sidste sommer Lyon til fordel for Real Betis, men hans ophold i den spanske klub kan blive kortvarigt. Coronakrisen har ramt La Liga-klubben hårdt økonomisk, og Betis har nu "intet andet valg" end at sælge playmakeren.
Det skriver AS.
Umiddelbart lyder det ikke til, at Betis står i en position, hvor de kan stille store krav, men alligevel skulle den spanske klub kræve omkring 385 millioner kroner for franskmanden, der næsten fuldførte et skifte til Liverpool for to somre siden.
Fekir skulle selv foretrække et skifte til en klub, som spiller europæisk fodbold næste sæson. Det gør Arsenal ikke, sådan som stillingen i Premier League i øjeblikket står, men det kan selvfølgelig stadig ændrer sig, hvis sæsonen genoptages.