Efter Danmark-kamp: Belgisk landsholdsspiller er testet positiv for corona
Foto: Getty Images
Landshold

Efter Danmark-kamp: Belgisk landsholdsspiller er testet positiv for corona

Brandon Mechele, der sad på bænken mod Danmark og ikke kom på banen, afleverede søndag en positiv coronatest.

En af de belgiske landsholdsspillere, der lørdag var i Parken til kampen mod Danmark, er blevet testet positiv for coronavirus.

Brandon Mechele blev søndag testet positiv og har forladt landsholdslejren. Det skriver det belgiske landshold på Twitter.

Mechele så hele lørdagens kamp fra udskiftningsbænken og kom altså ikke i aktion.

Nyheden om den positive coronatest i den belgiske lejr vækker ikke bekymring på det danske landshold.

- Herrelandsholdets spillere blev testet søndag efter kampen mod Belgien og var alle negative, lyder det fra kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU) Jakob Høyer i en skriftlig udtalelse.

- De belgiske og danske spillere havde omklædning og færdsel på stadion adskilt fra hinanden. Derfor anser vi det for højst usandsynligt, at det kan have betydning for de danske spillere.

Belgien vandt 2-0 i lørdagens kamp mod Danmark, der var Kasper Hjulmands første som dansk landstræner.

Tirsdag venter Island for belgierne, mens Danmark møder England.

Brandon Mechele er ikke den eneste landsholdsspiller, der er blevet testet positiv for coronavirus efter weekendens kampe. Tidligere mandag kom det frem, at den franske stjerneangriber Kylian Mbappé havde afleveret en positiv coronatest og har forladt det franske landshold.

Paris Saint-Germain-stjernen scorede lørdag Frankrigs ene mål, da Sverige blev slået 1-0.

/ritzau/