Bedst og værst: Selv ude på sidelinjen tacklede de igennem
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Selv ude på sidelinjen tacklede de igennem

Tipsbladet.dk zoomer ind på Superliga-opgøret mellem AC Horsens og Hobro IK.

AC Horsens - Hobro IK 1-0 (0-0)

1-0 Malte Kiilerich 55’

Kampens bedste:

AC Horsens:

Gennemført solid indsats af 24-årige Malte Kiilerich, der inden sommerskiftet til Horsens ikke havde spillet en eneste Superliga-kamp. Målet til 1-0 var således også hans første i den bedste danske række - og et ganske flot et pillet ned på et svært indlæg og sat ind med en flot kontrolleret afslutning.

Hobro IK:

På en dag, hvor meget få spillere på et generelt tamt Hobro-mandskab ramte niveau stod Jesper Rask igen en fin kamp. Kunne ikke klandres for 1-0-målet og kom som regel fint ud af det på AC Horsens’ mange hjørnespark, der sjældent er nemme situationer at stå i som modstanderens målmand. Rasmus Minors præstation skal dog også have et par positive ord med på vejen.

Kampens værste:

Udover et enkelt mål i Hobro-trøjen lader Imed Louatis gennembrud siden skiftet fra Vejle stadig vente på sig. Angriberen kom ikke til meget og det var ham, der ikke dækkede op, da Malte Kiilerich uforhindret kunne pille et Horsens-inlæg ned og score til 1-0.

Kampens detalje:

I en ikke særligt forrygende underholdende første halvleg stod de to trænere Bo Henriksen og Peter Sørensen for lidt underholdende “banter”, de gik ind i en intens duel om bolden - vel at mærke på deres pladser ved sidelinjen, hvor bolden undervejs fandt vej til. Peter Sørensen forsøgte at screene Bo Henriksen, der dog vandt kampen om bolden.