Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Fischer var farlig igen, da Bendtner fik Parken-debut

Tipsbladet.dk zoomer ind på Superliga-opgøret mellem FC København og FC Midtjylland.

FC København - FC Midtjylland 0-0 (0-0)

Kampens bedste:

FC København:

Læs også:Priske om FCK-brud: Kompromiserne blev for store

Viktor Fischer har været inde i et formdyk det seneste stykke tid, men i dag var han tilbage på et højt niveau og var FCK’s farligste mand. Allerede efter 11 minutter havde han en god aktion, da han driblede til baglinjen og placerede bolden for fødderne af Jens Stage, der dog sløsede en stor chance væk.

FC Midtjylland:

Det er ikke for sjov, at FC Midtjylland kun har lukket to mål ind i sæsonen. Midtjylland-forsvaret stod igen bundsolidt, og mens Alexander Scholz måtte lade sig udskifte, kom Rasmus Nicolaisen ind og fortsatte på samme høje niveau, mens Erik Sviatchenko også var god hele kampen igennem.

Læs også:Bjelland om Bendtner: Han ved godt, at det er sidste chance

Kampens værste:

Pieros Sotiriou fik med skaderne til Dame N’Doye og Jonas Wind en mulighed for at vise, at han skal være førsteangriber i FCK. Den har han stadig ikke grebet og med indkøbene af Michael Santos og Nicklas Bendtner er der igen pres på cyprioten. Han mangler fortsat at vise, at han kan blive ved med at komme til chancer og i dag var han endda heldig med at blive på banen, da han, allerede med et gult kort hvilende over sig, stempler FC Midtjyllands Evander efter 60 minutter.

Kampens detalje:

Man kan næsten glemme det, men faktisk var Nicklas Bendtners indhop mod Hobro den første mulighed nogensinde for at se den tidligere landsholdsangriber i aktion i den hjemlige Superliga. Og da Bendtner efter 69 minutter blev skiftet ind stor jubel for et velbesøgt Parken var det første gang nogensinde, at Bendtner optrådte i en klubkamp på det danske nationalstadion - et stadion, han som bekendt har haft gode erfaringer med på landsholdsniveau.