Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Dejlige Dreyer drejede kuglerne i sikker Midtjylland-sejr

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem Randers FC og FC Midtjylland.

Randers FC-FC Midtjylland (0-2) 0-2

’25 Frank Onyeka, 0-1
’43 Evander, 0-2 (Straffespark)

Bedste spiller
Randers FC
Vito Mistrati styrede på ny løjerne fra sin rolle centralt, og det er vel efterhånden ikke for meget at give ham prædikatet som ’Kronjyllands Pirlo’. Den pasningsstærke midtbanespiller leverede igen en ny solid præstation, og det var ikke mange afleveringer fra hans fod, der ikke ramte en lyseblå medspiller. Mistrati tog samtidig ansvar som omdrejningspunktet og bød sig ofte til, inden han fordelte den næste bold. Havde også Randers' bedste forsøg efter pausen, da han i dommerens tillægstid trak et solidt skud frem, der tvang Jesper Hansen ud i en fin redning.

FC Midtjylland
Hele Danmark Dreyer efterhånden hovedet efter Anders. Den vævre offensivspiller har i den grad spist Superligaen, efter han igen har fået dansk græs under fødderne. Også Randers FC havde svært ved at tøjle Anders Dreyers gode overblik, fremragende spilforståelse og glidende løb med kuglen. Det er ikke svært at se, hvad der fik Brighton & Hove Albion til at købe den lille tekniker i Esbjerg i sin tid. Fortsætter Dreyer den imponerende form for FC Midtjylland, så ligger der unægtelig endnu et stort skifte og venter i fremtiden.

Værste spiller
Rasmus Nicolaisen virkede flere gange usikker i det midtjyske forsvar, og han lod sig alt for let stresse, når Randers FC pressede frem mod ham. Blev også flere gange overmatchet i luftspillet, og stod generelt som det svageste led i en ellers solid, midtjysk defensiv. En sløv Randers-offensiv formåede dog ikke at gøre meget ved Nicolaisens tøven.

Kampens detalje
Hvem blev egentlig noteret for målet til 1-0? Ja, det er faktisk kampens helt store spørgsmål, for Alexander Scholz stangede flot bolden over keeper Carlgren, men på stregen hoppede Frank Onyeka op som en trold af en æske og forsøgte at snitte bolden det sidste stykke i mål. I sidste ende endte nigerianerne med at stjæle æren som målscorer.