FC Barcelona havde fået en fornem indledning på sæsonen i La Liga med to sejre i to kampe.
Søndag var Barcelona så på jagt efter tredje sejr på stribe, men det lykkedes ikke at følge op på sejrene over Villarreal og Celta Vigo, da Sevilla var på besøg.
Kampen endte 1-1, og dermed ligger Barcelona på femtepladsen med syv point for sine tre kampe.
Real Madrid topper med fire kampe og ti point, mens Sevilla er lige efter Barcelona med samme pointantal også for tre kampe.
Sevilla var således også på jagt efter tredje sejr efter at have slået Cadiz og Levante i sæsonindledningen.
Læs også:Søndagens rygtebørs: Yussuf Poulsen kan få ny makker i offensiven
Barcelona har til denne sæson fået Ronald Koeman som træner, og han har fået til opgave at vende skuden efter en kaotisk tid.
I sidste sæson glippede mesterskabet, som blev vundet af rivalerne fra Real Madrid, og Barcelona løb også ind en øretæve på 2-8 mod Bayern München i Champions League.
Siden meldte Lionel Messi ud, at han ville forlade klubben, men Messi blev, og han var også involveret i Barcelonas scoring mod Sevilla.
Danske Martin Braithwaite var med i truppen, men han sad på bænken i hele kampen.
Barcelona fik sig en slem forskrækkelse allerede i det ottende minut, da Luuk de Jong hamrede bolden i nettet til 1-0.
Læs også:Bedst og værst: Storspillende Pohl og Pione overskygger i remis
Scoringen kom efter et indlæg, hvor bolden til sidst dumpede ned foran hollænderen, der gav bolden et ordentlig drøn.
Barcelona-keeper Neto havde fingere på, men kunne intet stille op.
To minutter senere løftede Lionel Messi bolden frem, og Sevillas Jesus Navas var uheldig at lægge den til rette for Philippe Coutinho, som sikkert udlignede til 1-1.
Anden halvleg bød ikke på scoringer i den ordinære spilletid, og i tillægstiden pressede Barcelona på, men det lykkedes for gæsterne at holde stand, og dermed blev det til pointdeling.
/ritzau/
Læs også:Wass og Valencia skuffede fælt på hjemmebane
Læs også:Pedro-perle sænkede Udinese
Læs også:Lørdagens rygtebørs: Tottenham jagter stor Serie A-profil