Video : Tipsbladet
Superliga

Banket af FCM på én halvleg: Vi bliver udstillet

Pierre Kanstrup var ikke imponeret over SønderjyskE's indsats i 3-0-nederlaget til FC Midtjylland. Det var ikke det comeback, han havde håbet på.

Det var tre et halvt år, siden Pierre Kanstrup forlod SønderjyskE, men i går var han tilbage i den lyseblå trøje. Det blev dog langt fra det comeback, han havde håbet på: SønderjyskE tabte 3-0 og blev udstillet af FC Midtjylland, siger Kanstrup til JydskeVestkysten.

Den hjemvendte tidligere anfører startede inde i kampen mod Superligaens førerhold, og han kunne se først Awer Mabil, så Paulinho og til sidst Ronnie Schwartz bringe FC Midtjylland foran 3-0 efter 44 minutter.

Læs også:Riddersholm før pokalbrag: Tiden er lidt imod os

Kampen var således afgjort allerede efter første halvleg, og det er ikke godt nok, mener Pierre Kanstrup, der selv udgik ni minutter inde i anden halvleg.

- Det er forfærdeligt. Vi ser os selv som bedre end det her. Vi skal kunne give Midtjylland kamp til stregen. Men i dag bliver vi udstillet på en halvleg, siger han til JydskeVestkysten.

Læs også:Bedst og værst: Brasiliansk drømmemål i sikker FCM-sejr

Dermed forspildte han og resten af SønderjyskE-mandskabet chancen for at trække fra bunden af Superligaen. Både AC Horsens, Hobro IK, Esbjerg fB og Silkeborg IF satte ellers point til i runden, men det gjorde sønderjyderne altså også.

Kanstrup og co. kan dog få en smule oprejsning allerede på torsdag, når de møder Randers FC i pokalturneringens kvartfinale. Derefter venter hjemmekampen mod OB i næste Superliga-runde.

Læs også:Ydmyg Paulinho efter vild scoring: Har aldrig lavet sådan et mål før

Læs også:Stolt FCM-træner hylder holdets kvalitet: Vi er på vej mod guldet

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud