Han har tidligere været en stor profil i Superligaen, men for tiden sidder Nicolaj Thomsen mest på bænken i FC København.
Den 26-årige midtbanespiller har blot spillet fire superligakampe i denne sæson, og det kalder han en uholdbar situation.
- Min nuværende situation er ikke holdbar. Jeg har brug for at spille fodbold, og det gør jeg ikke lige nu. Jeg er rigtig glad for at være i København og elsker byen, men det handler om at spille fodbold.
- Jeg synes, jeg har spillet godt, når jeg har fået chancen, og jeg føler, jeg har været skarp til træning. Men vi er mange gode spillere, og der bliver ikke kigget min vej i øjeblikket, siger Nicolaj Thomsen.
Læs også:Bedst og værst: Kudus manglede for FCN
FCK-manager Ståle Solbakken afviser ikke, at Nicolaj Thomsen kan skifte klub til januar, da han blev spurgt til midtbanespillerens fremtid.
- Hans fremtid er lys, men jeg ved ikke, om den er i FCK. Vi er åbne om, at det godt kan være, han skal videre, men det har vi en dialog med ham og hans agent om.
- Det er ikke utænkeligt, at det kan ske til januar, men Nicolaj arbejder professionelt og er nu skadesfri, som han ikke har været hele tiden, lyder det fra Ståle Solbakken.
Thomsen var en stor profil på AaB’s mesterhold i 2014, og den nordjyske klub har tidligere været meldt interesseret i at hente ham tilbage.
Læs også:Bjelland erkender: Vi gjorde det ikke godt
Kærligheden til AaB er intakt, men Nicolaj Thomsen ved ikke, om det ender med et comeback i den bolsjestribede trøje.
- AaB har en speciel plads i mit hjerte, og sådan vil det altid være. Det er ikke sikkert, det er den vej, jeg skal, men der skal i hvert fald ske et eller andet, hvis det fortsætter sådan her, siger Thomsen.
Da FCK søndag slog FC Nordsjælland med 1-0, så Nicolaj Thomsen hele kampen fra bænken.
Midtbanespilleren kom til FCK fra franske Nantes i januar 2017 og har kontrakt til sommeren 2021.
/ritzau/
Læs også:Trods FCN-nederlag: Vi har styr på dem
Læs også:FCK-målmand siger FCN-angriber imod
Læs også:Ståle Solbakken: Få i Danmark bekymrer sig om Europa