Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Tidligere Randers-træner afviste Esbjergs kontrakttilbud

Esbjerg fB tilbød i sidste uge Olafur Kristjansson en kontrakt, men islændingen afviste ifølge Ekstra Bladet tilbuddet.

De tre seneste uger har det samme punkt stået øverst på Jimmi Nagel Jacobsens to do-liste: find en ny cheftræner til Esbjerg fB. Ifølge Ekstra Bladet havde sportschefen i sidste uge udpeget den mand, han ville tilbyde en kontrakt, men det blev til et 'nej tak'.

Avisen skriver, at Esbjerg forsøgte at ansætte Olafur Krstijansson, der har en fortid i FC Nordsjælland og Randers FC, men islændingen afviste kontrakttilbuddet. Årsagen skulle være, at Kristjansson ville have indflydelse på sit trænerteam og spillerindkøb, men begge ansvarsområder er allerede klart defineret i Esbjerg.

Læs også:Esbjerg mangler penge: Har ikke råd til at købe en træner fri

Jimmi Nagel Jacobsen står for transfers, mens Claus Nørgaard, der er tidligere cheftræner i SønderjyskE, udgør en kompetent assistentduo med klubmanden Lars Vind.

Siden klubben fyrede John Lammers, er Esbjerg blevet sat i forbindelse med flere trænernavne. Politiken skrev i forrige uge, at Lars Olsen var et tema, og han har siden meldt ud, at han stopper som færøsk landstræner til nytår. EfB har også henvendt sig til Hobro IK for at høre til Peter Sørensens kontraktsituation. Også Brian Riemer, den tidligere FCK- og nuværende Brentford-assistent, har været i spil.

Læs også:EfB-boss bekræfter Sørensen-henvendelse: Det har vi gjort på mange navne

Uagtet at Olafur Kristjansson, der er træner for islandske FH Hafnarfjördur, har takket nej, burde Esbjerg havde flere emner at vælge ud fra. Udover at sportschefen selv har spurgt på en række navne, har mange trænere selv henvendt sig.

- Vi arbejder ud af to strenge. Den ene streng er, at vi selvfølgelig selv har en liste med scoutede emner, som vi har holdt øje med, og som vi synes kunne være interessante. Den har vi altid liggende i skuffen, så vi er klar, hvis der bliver brug for det.

- Den anden streng er henvendelser fra markedet. Rigtig mange har henvendt sig, fordi de synes, de kunne være interessante i EfB. Det er vi glade for, for det viser, som vi også selv synes, at vi har en attraktiv klub, sagde Jimmi Nagel Jacobsen til tipsbladet.dk i forrige uge.

Læs også:Midlertidig Esbjerg-træner vil ikke have cheftrænerjob

Læs også:EfB-træner efter nederlag: Vores trup er smal

Læs også:Esbjerg-angriber: Hvis vi ikke skaber flere chancer, rykker vi ned