Avis: FC Midtjylland lavede tys-tys-forlængelse med Onuachu
Da FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen i starten af februar deltog i FCM-podcasten "Sort Snak", fastslog han, at ulvenes nigerianske angriber Paul Onuachu har kontrakt frem til sommeren 2021.
Det vakte en smule opsigt.
Da FC Midtjylland i september 2016 forlængede kontrakten med Paul Onuachu, blev der meldt ud om en aftale på fire år - altså frem til sommeren 2020 - og siden har der ikke været meldinger om en kontraktforlængelse. I Danmark er det helt almindeligt, at Superliga-klubberne melder ud via en pressemeddelelse eller på sin hjemmeside, når en spiller har forlænget. Det plejer ulvene også selv at gøre.
I tilfældet med Onuachu valgte FCM dog at gøre en undtagelse, skriver Ekstra Bladet. Ifølge avisen blev mestrene sidste år enig med Onuachu om en et-årig forlængelse, men denne blev aldrig meldt ud til offentigheden. Længden på en spillers kontrakt spiller i høj grad en rolle i forhold til et potentielt salg, og FCM sigter efter at sælge Onuachu til sommer.
Med et år mere på kontrakten kan de danske mestre med rette kræve en højere pris, når interesserede klubber banker på døren.