Meget højt på Carsten V. Jensens to-do-liste denne mandag står, at Besar Halimi og Ante Erceg skal afskibes, men det bliver ikke nogen nem opgave for Brøndbys fodbolddirektør.
Ifølge Ekstra Bladet har de to løntunge Brøndby-spillere udsigt til en bonus, hvis de også er i klubben tirsdag, og det er naturligvis en faktor, der spiller ind hos både Erceg og Halimi.
Ekstra Bladet skriver, at Besar Halimi og Ante Ercegs kontrakter med Brøndby IF er skruet sammen på en måde, så de får en form for loyalitetsbonus for hvert transfervindue, de ikke forlader Brøndby IF. Historien melder ikke noget om konkrete beløb, men det er næppe håndører, de to står til at skrabe sammen.
Besar Halimi har for nyligt været på besøg i den tyske 3. Liga-klub Hansa Rostock, og der har også været spekulationer om andre tyske klubber. Midtbanespilleren har slet ikke fået spilletid i denne sæson, selv om Brøndby har været ramt af flere skader på den centrale midtbane. Ante Erceg har fået enkelte indhop.
Transfervinduet lukker mandag aften ved midnat.