Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby-indkøb kollapsede efter manglende salg

Manglende salg var skyld i, at Brøndby ikke hentede Saba Lobjanidze fra Randers FC på transfervinduets sidste dag, skriver BT.

Sommeren igennem var Saba Lobjanidze meldt på vej væk fra Randers FC, og især Brøndby IF var meldt interesserede. Men transfervinduet kom og gik, uden at georgieren forlod kronjyderne, og han er der fortsat.

Men på transfervinduets sidste dag, mandag, var der forhandlinger indtil det sidste mellem Brøndby IF og Randers FC om en transfer.

Det skriver BT.

Handlen blev dog som bekendt aldrig til noget, og det skyldtes ifølge avisens oplysninger, at Brøndby IF ikke fik afskibet et par overflødige spillere. Brøndby forsøgte ellers at sende højrebacken Jens Martin Gammelby og angriberen Ante Erceg videre. Begge er dog stadig i Brøndby.

Der var ellers, ifølge BT, interesse for Jens Martin Gammelby fra Superliga-klubber, men han valgte at takke nej til de tilbud.

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, vil ikke afsløre detaljer om klubbens interesse i Saba Lobjanidze, men erkender, at de blågule vil af med spillere, før de ville hente spillere. 

I stedet kan Brøndby IF igen forsøge at hente Saba Lobjanidze til vinter eller til sommer, når offensivprofilen har kontraktudløb i Randers FC.