Video : Tipsbladet
Superliga

Australier missede AGF-skifte: Timingen var der ikke

Midtbanespiller Keanu Baccus var den eneste, som AGF jagtede i transfervinduet. Men den danske klub havde ikke held med at få australieren til klubben, og det passer faktisk U-landsholdsspilleren fint.

De havde i efteråret en trio af australiere på holdet i AGF, og klubben fra Aarhus forsøgte i januar at gøre trioen til en kvartet. Men sportschef Peter "PC" Christiansen havde ikke held med at købe midtbanespiller Keanu Baccus i Western Sydney Wanderers.

Klubberne kunne ikke blive enige om en pris, og så endte U23-landsholdsspilleren altså med at blive i det australske.

Det passer ham ganske fint, fortæller han, for selv om han har talt med nogle af AGFs australiere om et muligt skifte til Danmark, var timingen ikke specielt god lige nu, mener han.

Læs også:Medie: AGF får afvist forhøjet bud på australsk midtbanespiller

- Jeg har altid sagt til mig selv, familie og andre, at jeg vil prøve mig af et andet sted. Jeg vil søge mit held og forsøge at imponere som spiller og forhåbentlig komme ind på Socceroos (det australske landshold, red.).

- Jeg mener ikke, timingen var den rigtige den her gang, hvis jeg skal være helt ærlig, men det var et spændende tilbud, og det (AGF) lader til at være en god klub med fantastiske mennesker i klubben, siger Keanu Baccus i et interview med The Sydney Morning Herald og kan forklare, at AGF'eren Alex Gersbach forsøgte at overtale ham til et AGF-skifte:

- Han sagde, at det ville være godt med endnu en "Aussie", men det var til sidst min egen beslutning. Jeg ville formentlig ende med at kæmpe om en plads med et par af dem (australierne).

- Jeg har meget kærlighed til den her klub (Western Sydney Wanderers). Den gav mig en chance. Jeg tænker, at når der kommer en klub, der vil betale det rette beløb, og jeg er enig i, at det er det rette skifte, sker det også, og det vil være godt for alle involverede parter, siger midtbanespilleren.

Han har fortsat et par år igen af sin aftale med klubben, og var han skiftet til AGF, ville konkurrence for spilletid være hård, for Aarhus-klubben har australierne Mustafa Amini og Zach Duncan centralt i banen, ligesom danskerne Nicolai Poulsen og Bror Blume spiller derinde.

Baccus, 21 år, er født i Sydafrika, men han har også australsk statsborgerskab og er omkring både U21- og U23-landsholdene i Australien.

Læs også:Medie: Dansk klub har budt på 25-årig australier

Læs også:AGF jagter stadig midtbanemand - men vil ikke betale udbudsprisen

Læs også:Medie: AGF-emne koster lidt mere end 4,5 millioner kroner

Læs også:Medie: Australsk klub afviser at sælge til AGF

Læs også:Medie: AGF kigger på australsk midtbanespiller