Chelsea og Tottenham har den seneste tid været kædet sammen med den serbiske angriber Luka Jovic, der har haft mere end svært ved at slå til i Real Madrid siden sommerskiftet fra Eintracht Frankfurt, men de er ikke alene om interessen.
En tredje London-klub i form af Arsenal har nu også meldt sig på banen, det skriver Daily Star.
I Arsenal er der lige nu meget tvivl om Pierre-Emerick Aubameyangs fremtid i klubben, da han endnu ikke har forlænget den kontrakt, der udløber i sommeren 2021.
The Gunners overvejer derfor at sælge ham til sommer fremfor at lade ham smutte gratis året efter, og Daily Star skriver, at Mikel Arteta overvejer at erstatte gaboneseren med 22-årige Jovic.
Serberen skulle angiveligt være til salg for i omegnen af £50 mio., da Real Madrid ikke længere har tillid til ham.
Der er dermed lagt i kakkelovnen til en hård transferduel mellem de tre London-rivaler, og tiden må nu vise, hvem der vinder duellen.