Arsenal holder fast i toppen af Premier League, efter at midtbanegeneralen Declan Rice dybt inde i tillægstiden scorede til 4-3 mod Luton.
Dermed øger Arsenal afstanden til Manchester City og Liverpool til fem point. De to sidstnævnte hold har dog en kamp i hånden.
Luton så kortvarigt ud til at få fuldt udbytte fra kampen, da det undertippede mandskab i løbet af anden halvleg var foran med 3-2.
Kort efter scorede Arsenal dog til 3-3, der så ud til at blive kampens resultat. I kampens sidste sekund fik Rice dog bolden i Luton-målet og afgjorde kampen.
Luton kan dermed komme under nedrykningsstregen igen, hvis Everton torsdag vinder over Newcastle.
Arsenal havde klart mest kvalitet i spillet, og det viste topklubben også hurtigt i kampen.
Efter 20 minutter udnyttede Arsenal et uopmærksomt Luton-forsvar, da et hurtigt afviklet indkast spillede Arsenal-stjerne Bukayo Saka fri i feltet.
Han spillede den sikkert videre til sin angrebskollega Gabriel Martinelli, der gjorde det til 1-0.
Luton svarede fem minutter efter igen, da Luton-forsvareren Gabriel Osho udlignede efter et hjørnespark.
Kort før pausen gjorde Arsenal-angriberen Gabriel Jesus et flot indlæg færdigt, da han dukkede op ved bageste stolpe og gjorde det til pausestillingen 2-1.
Luton-holdet var utrolig godt sat op til dødboldsituationerne. Kort inde i anden kunne hjemmeholdet igen udnytte et hjørnespark.
Den høje Luton-angriber Elijah Adebayo dukkede op i feltet og headede bolden ind over David Raya i Arsenal-målet.
Og det lignede kortvarigt, at Luton kunne få en god tirsdagsfest på Kenilworth Road, da den erfarne Premier League-spiller Ross Barkley snød Arsenal-forsvaret og skød Luton på 3-2.
Arsenal ødelagde dog hurtigt føringsfesten og udlignede til 3-3 to minutter senere.
Og til sidst blev festen altså fuldstændig spoleret. Declan Rice dukkede, efter kampens seks tillægsminutter var gået, op i feltet og headede bolden ind til 4-3.
I tirsdagens anden Premier League-kamp vandt Wolverhampton med 1-0 hjemme mod et Burnley-mandskab med Jakob Bruun-Larsen i startelleveren.
/ritzau/