Arsenal afværgede et truende pointtab i lørdagens hjemmekamp mod West Ham i Premier League.
Med en scoring fem minutter før tid sørgede indskiftede Edward Nketiah for en 2-1-sejr til værterne på Emirates Stadium.
Den 21-årige angriber var kort forinden blevet sendt på banen af Arsenal-manager Mikel Arteta, der på sidelinjen måtte konstatere, at hans spillere var i store problemer.
Inde på banen var det således gæsterne, der tilspillede sig de største chancer, inden Nketiah afgjorde sagen.
Det begyndte ellers godt for hjemmeholdet. Alexandre Lacazette bragte værterne i front efter 25 minutter, da Pierre-Emerick Aubameyang fra baglinjen løftede bolden hen til franskmanden, der headede Arsenal på 1-0.
Umiddelbart før pausen udlignede gæsternes Michail Antonio, da West Ham-angriberen tæt foran mål fik foden på en tværpasning og dirigerede bolden over målstregen til 1-1.
I anden halvleg overtog West Ham mere og mere af kontrollen, og målscorer Antonio fik headet på overliggeren.
Bolden sprang i spil igen, og Arsenal-keeper Bernd Leno fik ikke styr på den.
Tyske Leno kastede sig hen over en holdkammerat i sin iver for at fange bolden, men han landede uheldigt, og den sprang fra ham. Det førte til en fin skudmulighed til West Ham, men forsøget blev blokeret.
Med 13 minutter tilbage reagerede Arteta på en impotent Arsenal-offensiv og sendte Edward Nketiah på banen i stedet for Lacazette. Det skulle vise sig at være en fin beslutning.
Kort efter kombinerede Arsenal-spillerne sig igennem West Ham-forsvaret, og til sidst skulle Nketiah blot sætte foden på bolden.
Arsenal har indledt Premier League med sejre i de to første spillerunder og møder i næste spillerunde Liverpools regerende mestre. West Ham har indledt sæsonen med to nederlag.
/ritzau/