Video : Tipsbladet
Superliga

Ankersen: Det bliver et på gensyn, ikke farvel

I et interview med FCK TV, ser Peter Ankersen tilbage på fire år i klubben, og siger i den forbindelse, at han håber at komme tilbage til klubben igen.

Peter Ankersen har efter fire år i den hvide spillerdragt skiftet tilværelsen i Danmark og København ud med en ny i Italien og Genoa.
Højrebacken som står noteret for 175 kampe, ni mål og knap 40 assists, kigger tilbage på sin tid i klubben med stor glæde og en smule vemod.

- Det er svært, synes jeg (om at sige farvel red.). Jeg har været ufattelig glad for min tid her. Fire rigtig, rigtig gode år. For mig personligt tre rigtig succesfulde år, og et mindre succesfuldt, men jeg vil sige, at det det mindre succesfulde år, har været med til at skabe den gode sæson, vi har haft nu her, hvor vi virkelig har stået sammen i den modgang, der har været, og har fået vendt det til noget rigtig positivt. Så det bliver meget vedmodigt at sige farvel, for jeg har været rigtig glad for min tid her i København, siger Ankersen til FCK TV.

Den nyelige Genoa-back, der kom til FCK fra Red Bull Salzsburg i 2015 (lejeaftale og siden permanent), har i sin tid for FCK været med til at vinde tre danske mesterskaber, to pokaltitler og har både været med i Champions- og Europa League. Ankersen siger, at han har opnået næsten alt, hvad man kan opnå for en klub og kalder samtidig FCK sit hjem.

- Selvfølgelig gør det da lidt ondt at sige farvel til en klub, som jeg gerne vil kalde for min klub her i Danmark... Jeg føler, jeg hører hjemme her, siger Ankersen og slutter af med at sige, at det ikke er et farvel til FCK, men et på gensyn:

- Min plan er som sagt at være ude i tre til fire år, og så håber jeg, at jeg kan komme tilbage og lave en William Kvist, det kunne da være helt fantastisk, siger Ankersen og slutter:

- Omend jeg ikke slutter i bestyrelsen, så kan jeg da få en anden rolle, hvor jeg kan være nede i kælderen og vaske tøj eller et eller andet, siger en smilende Peter Ankersen.