Anders Lindegaard forklarer OB-besøg
Illustration
Superliga

Anders Lindegaard forklarer OB-besøg

Anders Lindegaard glæder sig over muligheden for at træne med OB.

Manchester United-målmanden Anders Lindegaard har i de seneste dage trænet i OB, hvor han har holdt formen ved lige i forbindelse med et besøg i Odense. 

Torsdag udtalte Lindegaard sig kort om besøget, og nu skriver han på sin Facebook-side, hvorfor han er på besøg i Odense. 

- Bare for en god ordens skyld. Jeg er i Odense for at se en dygtig kiropraktor, der kender min historik, og hjælper mig med generel sundhed i min krop. Jeg er hverken skadet eller i genoptræning og sætter stor pris på, at OB er så venlige at lade mig træne med deres målmandstræner, så jeg kan holde mig skarp og i træning på mine fridage, beretter Anders Lindegaard. 

Anders Lindegaard har selv en lang fortid i OB, hvor han spillede i hele sin ungdomstid og var på kontrakt frem til sommeren 2009, hvor han blev solgt til norske Aalesund. 

Han har kontrakt med Manchester United frem til sommeren 2016.