Den svenske fodboldklub Malmö led torsdag sæsonens blot andet nederlag i Allsvenskan, da det skuffende blev til 2-3 ude mod Örebro.
Desuden blev holdet ramt af en skade hos en af dets nøglespillere.
Den danske anfører og landsholdsspiller Anders Christiansen udgik nemlig med en skade i første halvleg. Skadens omfang er endnu ikke kendt, men det er sikkert, at den 30-årige dansker er essentiel for den skånske klub.
Anders Christiansen - med tilnavnet AC - var en del af landstræner Kasper Hjulmands trup til Nations League-kampene mod Belgien og England.
Han kom ikke i aktion i denne omgang, men den tidligere Lyngby- og FC Nordsjælland-spiller har tre landskampe på cv'et.
I torsdagens opgør kom Malmö bagud efter mindre end ti minutter. Holdet fik udlignet, men to scoringer fra Örebros Nahir Besara gjorde det til 3-1, inden Malmös Adi Nalic fik pyntet lidt på resultatet med en scoring til allersidst.
Til trods for nederlaget ligger Malmö stadig solidt på førstepladsen i den bedste svenske række. Holdet har 39 point efter 19 kampe.
Nærmeste efterfølger er Häcken, der har 33 point efter 18 kampe.
Örebro ligger på 11.-pladsen med 23 point efter 19 kampe.
/ritzau/