Mustafa Amini scorede et kongemål, da AGF fredag aften tog alle tre point på udebane mod OB i 3F Superligaen.
Kampen endte med en 2-1-sejr til gæsterne, der nu har vundet fem kampe på stribe.
AGF kom foran ved Mustapha Bundu, lige før stadionuret rundede den halve time, mens Moses Opondo udlignede for hjemmeholdet efter 67 minutter. I det 80. minut sikrede Amini sejren med en scoring helt oppe i målhjørnet.
Spillet var jævnbyrdigt i første halvleg, mens OB trods nederlaget dominerede i anden halvleg.
Efter den stærke sejr overhaler AGF Brøndby i tabellen og indtager nu tredjepladsen med 17 point. OB forbliver på femtepladsen med 14 point efter første opgør i runde 10.
Wingback Oliver Lund var uhyre tæt på at bringe værterne i front efter 16 minutter, men hans forsøg gik snert forbi den fjerne stolpe.
Efter 28 minutter kom gæsterne i front, da kantspilleren Mustapha Bundu modtog en aflevering i dybden, driblede forbi OB-keeper Oliver Christensen og ekspederede bolden ind over stregen.
Først i det 67. minut fik OB udlignet, da midtbanespilleren Moses Opondo bagest i feltet kom først på et langt indlæg og sendte bolden i kassen.
Med ti minutter igen bragte Mustafa Amini AGF tilbage på sejrskurs, da han uden for feltet på fornemste vis krøllede bolden op i målhjørnet.
I næste runde venter en svær udekamp for OB, der skal møde FC Midtjylland. AGF får hjemme besøg af FC Nordsjælland.
/ritzau/